Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Lad os give en hånd(fri) til virusbekæmpelsen

Coronavirussen har stadig godt fat i Danmark. Og selvom der overalt tages nye midler i brug til inddæmningen af den, så oplever installatørerne, at kunderne generelt er tilbageholdende med at inddrage elektronisk virusbekæmpelse i bygge- og renoveringsprojekter.
Synspunkt19. januar 2021 kl. 06:15
errorÆldre end 30 dage

Covid-19 holder stadig Danmark i et jerngreb. Og selvom vaccinerne har tændt et lys i mørket, skal vi nok forberede os på, at 'corona' vil være en del af vores dagligdags ordforråd længe endnu.

Samtidig skal vi, ifølge virologer, forberede os på en langstrakt kamp mod udbredelsen af både kendte og mulige nye vira, der kan sprede sig på samme måde som Covid-19.

En risiko, som er stigende i en verden, hvor vi bevæger os stadig mere rundt på tværs af landegrænserne.

Tænk langsigtet

Derfor er der god grund til at tage alle tilgængelige midler i brug for at bremse både det aktuelle og kommende virusudbrud. Og en oplagt løsning er at udnytte de teknologiske muligheder, som allerede findes.

Alligevel oplever vi i installationsbranchen, at det er svært at få bygherrer og andre kunder til at tænke virusforebyggelse ind som en naturlig del af deres bygge- og renoveringsprojekter. Det til trods for, at det ville være billigere og mere effektivt at være proaktive, fremfor at skulle tilføje disse løsninger på et senere tidspunkt.

Det skyldes næppe hverken modvilje overfor eller manglende kendskab til elektronisk virusbekæmpelse. Men generelt er der stor tilbøjelighed til at gå efter den laveste ’her og nu-pris’, når byggeprojekter udbydes, og så bliver muligheden for at bruge teknologi til at virussikre bygningerne ofte ”overset”.

Det til trods for, at man ved at bruge disse muligheder faktisk kan gøre ganske meget for både at inddæmme og begrænse spredningen af virusudbrud som Covid-19.

Løsningerne findes allerede

Det er heller ikke fordi, vi skal vente på, at teknologien bliver opfundet. For der er allerede mange løsninger på markedet i dag. Løsninger, som dækker alt fra håndfri betjening af vandhaner og afbrydere, berøringsfri åbning af døre og antalsregulering via automatisk persontælling til kamerabaseret feberscanning, toiletter, som automatisk skyller ud, og automatisk tænd/sluk af lys.

Der er altså tale om kendte teknologier, som kan gøre en stor forskel, men som for ofte droppes af økonomiske årsager, selvom den ekstra investering, det kræver, er forsvindende lille i forhold til den samlede regning for nybyggeri eller renovering.

Derfor kan vi kun opfordre kraftigt til, at man som bygherre er mere opmærksom på de langsigtede gevinster af at integrere elektronisk virusbekæmpelse i planlægning af bygge- og renoveringsprojekter – og gerne i nært samarbejde med de fagfolk, der har både den tekniske faglighed og viden om de forskellige løsningsmuligheder.

På den måde kan vi sammen skabe de bedste rammer for en tilbagevenden til noget, der minder om en normal hverdag.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind for at deltage i den videnskabelige debat.