Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Byggeledelse 2.0 med fokus på data, flow, værdi og lederskab

Søren Wandahl
Illustration: Søren Wandahl.
Alle byggeprojekter er unikke, men altid sammensat af kendte løsninger. Derfor vil man med en grundlæggende forståelse af flow, lederskab og værdiskabelse kunne øge produktiviteten med +10 procent, hvilket skal ses i sammenhæng med dækningsgraden, og som jo oftest betyder en fordobling af projektets dækningsgrad. Samtidig vil der være ressourcebesparelser, så man er medspiller på den grønne omstilling.
Synspunkt21. juni kl. 05:49

Danske entreprenører har i en årrække haft en utilfredsstillende produktivitetsvækst. Udfordringen bliver ikke mindre af, at entreprenørbranchen har forsøgt at skabe blivende produktivitetsforbedringer uden succes. Den udeblivende produktivitetsvækst er ikke bæredygtig, da dette direkte giver et overbrug af ressourcer og en ekstra unødvendig klimapåvirkning. Overforbruget af ressourcer betyder også, at vi som samfund betaler en unødvendig høj pris for byggerier.

I sidste ende er branchens stiltiende accept af lav produktivitetsvækst de facto det samme som branchens accept af en unødvendig stor klimabelastning.

Byggepladsen har brug for en forbedret byggeledelse

Tidens byggeprojekter er udfordret af spild. Der er spild både i strukturer og processer – både i skurvognen og på byggepladsen, fejl og mangler såvel som ekstraarbejde. Alt sammen munder ud i et stort ressourceforbrug grundet manglende ledelsesfokus og utilstrækkelig byggeledelse. 

En byggeledelse er i dag mere drevet af traditioner fremfor lederskab drevet på et solidt grundlag af data. Det er også en byggeledelse, som ikke altid har tilstrækkelig fokus på, hvor de væsentligste cost drivers er. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi har i vores arbejde kortlagt tid på pladsen som en meget væsentlig cost driver, men der er også andre optimerede indkøbsprocesser og styrket eksekvering for at sikre, at underleverandører ikke kommer med ekstraregninger med videre. 

Ved at minimere uhensigtsmæssighederne gennem forbedret byggeledelse kan produktivitet og bæredygtighed i byggeprojekterne øges markant. Når produktiviteten i et byggeprojekt øges, mindskes udførelsestiderne, hvilke er gevinst direkte på bundlinjen. Ydermere medfører det også et reduceret ressourceforbrug bredt set.

Byggeledelse 2.0

Byggeledelse 2.0 er en konkret fremgangsmåde til at sikre, at Lean og Green understøtter hinanden.

I byggeledelse 2.0 modellen er det vist ved, at kerneelementerne bliver til metoder og værktøjer som i yderste lag har en lokal tilpasning til det enkelte projekt.

Søren Wandahl
Illustration: Søren Wandahl.



Udgangspunktet for en mere effektiv byggeledelse er data-drevne processer, for som man siger over there ”If you're Not Measuring, You're Not Competing.” Systematisk dataindsamling, ift. de tre kernelementer flow, værdi og lederskab, som vist på figuren, er forudsætningen for at forstå ens produktionssystem. Kun når man forstår og har data på ens eget produktionssystem, kan man iværksætte tiltag der øger effektiviteten.

At skabe byggeledelse 2.0 kræver - foruden det sikre datagrundlag - et helt særligt lederskab, primært modet til at gøre op med traditioner (aktørernes forforståelse, herunder modet til at kunne udfordre branchens forståelse af, at ekstraarbejder er en væsentlig indtægtskilde og så videre)  – lederskabet skal suppleres med viden og kompetencer indenfor forandringsledelse.

Demonstrationsprojektet Byggeledelse 2.0

Demonstrationsprojektet Byggeledelse 2.0 er finansieret af RealDania og drives af PwC, AU og VærdiByg. NCC, Enemærke & Petersen og Adserballe & Knudsen deltager som entreprenører.

Et eksempel fra en renoveringssag på Sjælland

Ser vi på et eksempel fra en renoveringssag på Sjælland, som er en del af demonstrationsprojektet, så vi en udfordret byggeledelse. 

Ligesom så mange andre projekter, er tidsplanen ikke opdateret og følger ikke eksekveringen på pladsen. Det gør det vanskeligt at have en struktureret eksekvering, da man hele tiden er bagefter toget og konstant planlægger bagud frem for fremad.

Produktiviteten var nede på 26 procent, da byggeledelsen startede på at indsamle data om deres planlægning og eksekvering for at kunne forstå og forbedre deres produktionssystem. En af mange ting, som de begyndte at måle på, var Procent Planlagt Udført (PPU). Det vil sige hvor mange af de planlagte aktiviteter, der rent faktisk bliver udført. 

Målingerne er vist på figuren herunder. Efter at have målt i nogle uger (uge 1-8) konstaterede man, at PPU’en lå omkring 44 procent. Det vil sige, at mere end hver anden planlagte opgave ikke blev udført til tiden. 

Byggeledelsen begyndte derfor at forbedre deres planlægnings og eksekveringsprocesser via to hovedindsatsområder: 

1) Planlægning på plads (sikre at hovedtidsplan altid afspejler, hvor projektet faktisk er.)

2) Strømline eksekvering og opfølgning - forbedret detailplanlægning (aktivitet, bemanding , proaktiv planlægning for de kommende 2 – 3 uger samt nyt forbedret møderul i forhold til hele byggeledelsen og deres interaktion med bygherre, rådgivere med videre). 

Efter yderligere 12 uger var PPU’en steget til 65 procent.

Søren Wandahl
Illustration: Søren Wandahl.

 

Ikke nok med at pålideligheden af eksekveringen blev kraftigt forøget, så blev antallet af afsluttede opgaver også øget og blev mere stabil. Tilmed steg produktiviteten til 32 procent.

Tilsammen viser disse data kun én del af Byggeledelse 2.0 effekten. Men det er en væsentlig effekt. En pålidelig planlægning og en effektiv eksekveringsproces er fundamentet for at holde tidsplanen eller for at blive færdig før tid. 

For de fleste entreprenører vil en øget produktivitet føre til kortere udførelsestider. I casen her var de daglige omkostninger til byggepladsen og -ledelsen små 45.000 kroner. Det vil sige, for hver uge Byggeledelse 2.0 hjælper entreprenøren med at blive færdig før tid, ligger der en potentiel gevinst på godt 200.000 kroner for entreprenøren. Samtidig har projektet et mindre ressourceforbrug på grund af den kortere byggeperiode. 

Det er Lean og Green, og det er, hvad effektive byggeprocesser med fokus på data, flow, værdi og lederskab skaber.

Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Skriv til os på pro-sekretariat@ing.dk

 

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Fortsæt din læsning
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger