Hvad gør vi med de problematiske stoffer i byggeaffaldet?

Hvis vi mener det alvorligt med den cirkulære økonomi, så skal vi tage de problematiske stoffer i bygge- og anlægsaffaldet seriøst, men vi skal også gå intelligent til værks, skriver Thomas Hougaard.
Brødtekst

»Jeg forsikrer Dem, jeg så Dem ikke!«

Ovenstående citat tillægges i min familie skuespilleren Poul Reumert. Under besættelsen blev han anholdt, da han gik ret gennem en stor, tysk militærparade på Rådhuspladsen i København. I retten fastholdt han, at han på ingen måde havde haft til sinds at forstyrre besættelsesmagtens tropper, han havde blot ikke bemærket de mange hundrede marcherende soldater, hvis parade han gik lige igennem.

Poul Reumert var kendt i både Danmark og Tyskland for sit skuespil, sin selvoptagethed og for et monumentalt ego, og hans ry reddede ham. Retten frifandt ham, da man ikke fandt det spor usandsynligt, at Hr. Reumert vitterligt ikke havde bemærket soldaterne.

Det åbne spørgsmål er, om historiens domstol vil være lige så overbærende overfor de, der er ansvarlige for implementeringen af den udgave af Affaldsbekendtgørelsen, der lige nu er i høring.

Heri anføres det, at problematiske stoffer skal identificeres, kortlægges og analyseres. Som eksempler på relevante stoffer nævnes PCB, klorparaffiner, PAH’er, asbest og tungmetaller. Der skal også foreligge en plan for stoffernes fjernelse og bortskaffelse.

Hvilke problematiske stoffer?

Men der er mulighed for forekomst af mange andre problematiske stoffer i en bygning, og »problematiske stoffer« er en meget bred formulering.

I forhold til arbejdsmiljøet opererer man allerede med en liste i »At-Vejledning Stoffer og materialer C.0.1.«, der lister cirka 1000 stoffer, der har en grænseværdi i arbejdsmiljøet.

Det er nok i overkanten.

Man kunne også tage udgangspunkt i POP-forordningen og analysere for de svært nedbrydelige organiske stoffer, forordningen omfatter.

Det giver nok heller ikke megen mening, alt den stund de fleste stoffer ikke har været anvendt i byggeriet.

Prøvetagning skal give mening

I det nyligt udkomne fælles administrative grundlag for forvaltning af bygge- og anlægsaffald udarbejdet af de sjællandske kommuner, findes følgende liste over stoffer, der bør undersøges:

  • Tungmetaller: Arsen, bly, cadmium, kobber, krom, kviksølv, nikkel og zink
  • Halogenholdige stoffer: PCB, bromerede flammehæmmere, CFC’ere, HCF’ere og HFC’ere, klorparaffiner
  • Kulbrinter, PAH’er
  • Asbest
  • Øvrige miljøproblematiske stoffer, som har været anvendt eller produceret i den pågældende bygning

Det er en overkommelig liste, forudsat at man kun analyserer for stoffer:

  • Der har en vis sandsynlighed for at findes i det prøvetagne materiale.
  • Der har betydning for arbejdsmiljø eller affaldsklassifikation.

Alt for ofte ses nemlig prøver af materialer, hvor analysen ingen reel værdi har for bygherre.

Et hyppigt eksempel er maling prøvetaget for kulbrinter. Lette kulbrinter er blevet anvendt som opløsningsmidler i den våde maling og er selvsagt fordampet for længe siden. Tunge kulbrinter er anvendt i form af bitumen. Bitumen er aldrig farligt affald, medmindre der er andre stoffer som PAH iblandet. Så hvorfor lave analysen?

Et andet eksempel er analyser af tungmetaller i maling på blåret rundt om rør isoleret med asbest eller mineraluld. Er rørene med asbest eller fra før 1997, er isoleringen farligt affald.

Tilstedeværelsen af bly i malingen kan selvfølgelig give anledning til, at man skal udføre arbejdet i henhold til Arbejdstilsynets regler herfor, men da blyholdige pigmenter tidligere er blevet anvendt i stort omfang, så giver det mere mening altid at udføre arbejdet efter reglerne om arbejde med bly. Da man ikke skiller isolering og blår giver det i de fleste tilfælde ikke mening at prøvetage malingen.

De oversete problemer

Omvendt er der prøver, man næsten aldrig ser. Fuger analyseres for PCB og klorparaffiner, men næsten aldrig for tungmetaller, selvom for eksempel blyoxid ofte er anvendt som oxidationsmiddel i fugen for at få den til at størkne. Mange fuger er reelt farligt affald, men det bliver aldrig undersøgt.

Endelig er der de lette og meget tunge PCB’er. Dem analyserer vi heller ikke for, selvom vi ved, at de er påvist i pigmenter i maling. PCB 11 dannes ved fremstillingen af phthalocyaninpigmenter, mens PCB 206, 207 og 209 er fundet i høje koncentrationer i titandioxid, hvor PCB'en dannes ud fra de chlorerede benzener, der bruges i syntesen af titandioxid.

PCB i pigmenter må formodes at være en af de betydeligste kilder til ny PCB i vore bygninger. Det vil derfor være udtryk for rettidig omhu, hvis der stilles eksplicitte krav til indholdet af PCB i pigmenter, der sikrer, at der ikke anvendes materialer, der indeholder mere end grænsen for rene materialer på 0,1 mg PCBTotal/kg. Det vil også være fornuftigt, at der fremover analyseres for PCB 11, 206, 207 og 209 i standardanalyserne af PCB i bygningsaffald.

Hvis vi mener noget med cirkulær økonomi, nytter ingen forsikringer om, at »jeg så Dem ikke«. Vi ved, at pigmenterne indeholder PCB, og vi bør sørge for, at de med tiden forsvinder.