Hurtige afgørelser kan blive en game changer for byggeriets parter

Den nye mulighed for hurtige afgørelser i byggesager har store fordele for parternes samarbejde og økonomi.
Brødtekst

Dette er et debatindlæg. Du er også velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til tmv@ing.dk. 

Som de fleste i byggebranchen efterhånden har opdaget, er der kommet nye AB regler, som kommer til at være grundlaget for entrepriser i de kommende mange år: AB 18. De nye regler afløser AB 92, der overlevede mere end 25 år. Tilsvarende er der lavet opdaterede regler for totalentreprise og for teknisk rådgivning og bistand.

Nyt konfliktsystem

En af de helt store ændringer i de nye regler er forsøget på at redefinere måden, byggeriets parter håndterer tvister.

Hvor man tidligere var henvist til enten at anlægge en voldgiftssag eller til at opstarte syn og skøn, kan parterne i dag ikke starte en sag, medmindre der har været gennemført forhandlinger på projektlederniveau og på ledelsesniveau. Derudover er der indskrevet mulighed for at vælge mægling eller mediation som et alternativ til at føre en sag.

Det er fine, gammelkendte metoder til konfliktløsning.

Det nye og interessante i reglerne er de såkaldt hurtige afgørelser. Navnet siger sådan set det hele.

Idéen er, at konflikterne mellem parterne hurtigt skal kunne afklares, så luften renses, og byggeriet kan fortsætte, i stedet for som hidtil at lade mængden af uafklarede konflikter stige og stige herover byggeriet.

En hurtig afgørelse er afgjort cirka halvanden måned efter opstart. Derefter kan den indbringes for Voldgiftsnævnet af en af parterne senest inden 8 uger, men denne anke har som udgangspunkt ikke opsættende virkning. 

Hvilke sager kan køre som hurtige afgørelser?

De tvister, der ifølge AB 18 kan behandles som hurtige afgørelser, er som udgangspunkt de tvister, der sædvanligvis opstår under et byggeri. Det kunne eksempelvis være ekstrakrav og tidskrav.

De 5 store fordele ved at benytte sig af hurtige afgørelser:

  1. Minimale omkostninger. 

    Udgifterne til at føre voldgiftssager er prohibitivt store. Navnligt de større sager æder timer. Og det er særdeles kostbart i advokatomkostninger. Hurtige afgørelser er så hurtigt færdige, at de ikke når at koste andet end en lille del af, hvad en normal voldgiftssag ville koste.
     
  2. Minimalt tidsforløb. 

    Sagen er slut på 1,5 måned. Whats not to like. En normal voldgiftssag kan sagtens køre i 2-5 år. Navnlig med flere parter.
     
  3. Minimalt internt tid. 

    Et ofte overset parameter. Alle voldgiftssager forudsætter, at alt faktum rekonstrueres nøje. Dette er som oftest bøvlet. Og indbefatter mange, mange timers intern tid. Igennem flere år. Tid som ikke bliver kompenseret. Selv hvis sagen vindes. Belastningen til intern tid i en hurtig afgørelse er meget mindre af to grunde: Dels sker forberedelsen umiddelbart efter, at tvisten er opstået, og dels er det af samme grund muligt at benytte de samme medarbejdere - i stedet for at skulle “gætte en sag”, fordi den ansvarlige har fået nyt job.
     
  4. Reducer belastningen af samarbejdet. 

    Oplagt. Men uhyre vigtigt. Ofte overset. En langvarig, årelang sag dræner tilliden og kan potentielt skabe fjendskab, eller en “os versus dem”-mentalitet, der ødelægger samarbejdet. Ved en hurtig afgørelse får man… ja: En hurtig afgørelse.
     
  5. Magtfordelingen

    Måske den vigtigste fordel. Hvis man har håndteret et minimum af entreprisesager, vil man have stødt på det problem, at det ikke økonomisk giver mening for en mindre entreprenør at anlægge og føre en voldgiftssag ved Voldgiftsnævnet. Endsige føre sagen ved domstolene. En voldgiftssag varer ofte 2-3 år eller længere, såfremt der er syn og skøn. Endnu længere hvis der er flere end to parter. Eller hvis den ene part trækker sagen bare en smule i langdrag ved at bede om gentagne fristforlængelser, rejse mange processuelle indsigelser osv osv.

    En lille entreprenør med et krav på 1-2 mio kr, vil typisk være truet på sin overlevelse, hvis man først får dom for beløbet flere år senere. Dertil kommer de ofte meget betydelige omkostninger til at føre sagen. Samt risikoen i øvrigt. Dansk Byggeri udsender løbende økonomiske oversigter, der viser, at overskudsgraden for mange entreprenørfirmaer er marginal. For mange virksomheder vil det ikke at få de sidste få procent af entreprisesummen betalt medføre, at hele firmaet får underskud. 

    Den traditionelle magtbalance mellem bygherre og entreprenør er derfor, at entreprenøren ikke sjældent havner i en ren ”take it or leave it” situation, hvor det at få en mindre del af pengene opleves som – trods alt – mere attraktivt end alternativet i form af en konkurs. 

    Alt dette er vendt på hovedet med hurtige afgørelser.

    En entreprenør, der mangler betaling for kontraktarbejder eller ekstraarbejder, kan nu gennemtvinge en endelig og bindende afgørelse på ca. 1,5 måned.