Byggeledelse degraderet: Hospitalsbyggeri har foreløbig overskredet tidsplanen med 100 procent
Bølger af forsinkelser vælter ind over byggeriet af Nyt Hospital Hvidovre, og nu har Region Hovedstaden mistet tilliden til sin rådgivers styringsevner og vil fremover selv stå for byggeledelsen.
Byggeriets totalrådgiver, der består af de to arkitektfirmaer Link Arkitektur og Schmidt Hammer Lassen Architects, er stadig en del af projektet, men er ikke længere ansvarlig for at styre tidsplan, økonomi og kontrol med kvaliteten.
Det sker efter "en længere periode, hvor der ikke har været den nødvendige fremdrift på byggepladsen", skriver Ole Kristian Bottheim, vicedirektør i Center for Ejendomme, der står for opførelse og drift af Region Hovedstadens bygninger, i en mail.
»Som bygherre kan vi ikke acceptere den mængde uafklarede forhold, som har været på projektet under totalrådgivers styring, og vi har derfor valgt at handle på det.«
Han tilføjer, at "overdragelsen dog er sket i samarbejde og enighed med totalrådgiver" for at sikre fremdrift.
I praksis betyder det, at byggeledelsen, som totalrådgiverholdet havde hyret virksomheden Cubic Group til at stå for, nu er overdraget til et andet firma, der er ansat direkte af bygherren.
