Ny certificeringsordning: Har byggebranchen tabt fornuften og pragmatikken?

Brødtekst

Skal opsætning af et skilt på en bygning henføres til det højeste sikkerhedsniveau vi har i Danmark, og misbruger vi unødvendigt nogle af de dygtigste statikere i Danmark til opgaver, som andre statikere sagtens kunne håndtere med samme kvalitet og sikkerhed for byggeriet?

Det er sat meget på spidsen, men er alligevel ikke helt ved siden af i forhold til den udvikling, der er sket i byggebranchen de seneste år med overgangen til den nye certificeringsordning. Nærmest fra den ene dag til den anden virker det som om, byggebranchen fuldstændig har mistet sin pragmatiske tilgang. Man ser den ene sag efter den anden blive henført til det højeste sikkerhedsniveau, vi har i Danmark. Byggesager, som i en årrække har været simple og i middel konsekvensklasse er lige pludselig blevet komplekse og skal henføres til det højeste sikkerhedsniveau med krav om påtegning af certificerede statikere til KK3.

Det relevante spørgsmål er om den nye tendens i virkeligheden er fordi den årelange praksis i kommunalbehandlingerne har været forkert? Hvis det er tilfældet, så står vi i et langt mere alvorligt problem med tusindvis af byggesager, som ikke er projekteret med den krævede sikkerhed. Her kan bl.a. nævnes hundredvis af altanprojekter, dørhulssager mv. Alle sammen sager, der i den kommunale sagsbehandling har været henført til middel konsekvensklasse (CC2) og påtegnet af flere uafhængige anerkendte statikere.


Personligt mener jeg ikke dette er tilfældet. Derimod mener jeg det er et klassisk tilfælde af bureaukrati, hvor man ved den nye certificeringsordning forsøger at topstyre byggebranchen. Det har medført, at vejledende tommelfingerregler ukritisk er blevet ophævet til lov, fordi man ikke længere har den samme mulighed for at se på de konkrete sager. Efter min klareste overbevisning stik imod de gældende danske normer, hvilket jeg vil præcisere i det følgende.

12 meter reglens paradoks
 

I Danmark har langt de fleste byggesager gennem en lang årrække været henført til middel konsekvensklasse (CC2). Det seneste år har vi på ingeniørkontorerne dog kunne konstatere, at der er sket et skred i de tal, så flere og flere sager bliver henført til det højeste sikkerhedsniveau vi anvender i Danmark. Årsagen er 12 meter reglen, som efter min overbevisning ikke alene afgør indplaceringen i konsekvensklasse. Faktisk vil jeg gå så langt og sige, at højden på bygningen i sig selv intet har med valget af konsekvensklasse at gøre, hvilket jeg mener man også kan læse ud af definitionen på eksempelvis høj konsekvensklasse: »Høj risiko for tab af menneskeliv, eller de økonomiske, sociale eller miljømæssige konsekvenser er meget store.«

Det ses altså ud af definitionen, at ingeniøren i sin indplacering af en byggesag i konsekvensklasser udelukkende skal forholde sig til risikoen for tab af menneskeliv og/eller de samfundsmæssige konsekvenser ved et svigt - men ej højden på bygningen, eller spændvidden af en konstruktionsdel, for den sags skyld.

Men hvordan er 12 meter reglen så kommet ind i billedet, når den slet ikke er nævnt i definitionen? Lad os starte med at se på, hvad 12 meter reglen egentlig går på. I de danske normer er der til hjælp for ingeniøren opstillet en række grænsetilfælde for at gøre det lettere for ingeniøren at afgøre, hvornår en bygning bør henføres til hhv. middel- eller høj konsekvensklasse. Her nævnes som eksempel på høj konsekvensklasse: »Bygninger i flere etager, hvor højde til gulv i øverste etage er mere end 12 meter over terræn, såfremt de ofte anvendes til ophold for personer, fx til bolig eller kontor.«

Det giver jo meget god mening. Jo højere en bygning er, jo flere etager må der antages at være, og dermed også flere personer må forventes af befinde sig i bygningen. Dermed er der også større risiko for tab af menneskeliv ved et kollaps af bygningen.

Men hvor taber jeg så tråden? Lad os betragte et eksempel. En bygherre skal have ombygget sit gamle soveværelse til et badeværelse. Det gøres typisk ved at etablere et tyndt betondæk ovenpå de gamle etagebjælker. Bygherren kontakter derfor en ingeniør, som bliver sat til at udarbejde en statisk dokumentation for tilstrækkelig styrke.

Bygherren bor i en etageejendom i 5 etager med en gennemsnitlig etagehøjde på 3,0m. Det giver en højde fra terræn til øverste etage på 4 x 3,0 meter = 12,0 meter. Altså overholder bygningen lige akkurat grænsen, så byggesagen kan henføres til middel konsekvensklasse (CC2).

En anden bygherre skal have lavet et fuldstændig tilsvarende badeværelse. Bygherren bor ligeledes i en 5 etagers ejendom, men gennemsnitshøjden på etagerne er her 3,2 meter. Det giver en højde på 4 x 3,2 meter = 12,8 meter. Altså skal byggesagen henføres til høj konsekvensklasse (CC3).

Konsekvensklasse statikere etager
Illustration: Kasper Kjær Rasmussen

Men er det ikke det samme antal mennesker, som bor i de to ejendomme, fristes man til at spørge? Jo, det er det. Hvordan kan konsekvenserne ved et svigt så være større i den ene bygning frem for den anden?

Netop her taber jeg tråden, for det giver absolut ingen mening, at ovenstående to byggesager skal henregnes til to forskellige konsekvensklasser. Men skal vi så ikke bare lave det om til, at bygninger på mere end 5 etager altid automatisk skal henføres til høj konsekvensklasse? Så er vi vel ude af den problematik med variable etagehøjder, fristes man hurtigt til at foreslå. Men selv det giver ikke mening!

Lad os gå tilbage til min indledning med skiltet på facaden. Lad os forestille os, at bygningen, som skiltet skal fastgøres til, er i 16 etager. Er der tale om skiltet på det viste billede, så tror jeg ikke jeg kan finde én eneste ingeniør i Danmark, som ville henføre det projekt til høj konsekvensklasse. Faktisk tror jeg ikke engang man ville bruge tid på at eftervise fastgørelsen. Det interessante spørgsmål er dog, hvorfor skiltet i dette eksempel ikke ville blive henført til høj konsekvensklasse. Strengt taget, så merbelaster det jo hovedkonstruktionen, og bygningen er væsentligt over 12 meter grænsen. Så hvorfor ikke?

Konsekvensklasser skilt
Illustration: Kasper Kjær Rasmussen

Svaret er den pragmatiske tilgang. Det der også kaldes en ingeniørmæssig helhedsvurdering, hvor ingeniøren går ind og forholder sig fagligt til hvad der reelt set er tale om. Det er den pragmatiske tilgang, jeg efterlyser, kommer tilbage til byggebranchen. Vores fornemmeste opgave som ingeniør er at få ting til at lade sig gøre på en sikker og forsvarlig måde – Ikke at bruge unødvendig tid på at overkomplicere konstruktionsberegningerne og plastre dem til med overdreven sikkerhed.

Nu anvendte jeg bevidst et tydeligt eksempel for at illustrere min pointe. Andre mere diskuterede byggesager kunne være etablering af et nyt dørhul i en bærende eller stabiliserende væg, etablering af et nyt etagedæk eller opsætning af altaner mv.

Ombygninger i store og høje bygninger fristes nemt til at blive henført til høj konsekvensklasse, men vi skal huske på, at med antal personer menes ikke antallet af personer, der kan opholde sig i bygningen. Med antallet af personer menes personer, der er berørt af et svigt. Det kan man ikke sige noget generelt om, og valget af konsekvensklasse skal derfor afgøres fra sag til sag og skal altid bero på en pragmatisk helhedsvurdering, hvilket også specifikt angives i DS/INF 1990 Konsekvensklasser for bygningskonstruktioner. I DS/INF 1990:2021 er der opstillet en række vejledende grænseværdier for valget af konsekvensklasse. Det bemærkes dog, at der kan afviges fra de opstillede grænseværdier ud fra en ingeniørmæssig helhedsvurdering.

Bør vi reformere certificeringsordningen?

Hvad ønsker jeg så herfra? At vi nuancerer valget af konsekvensklasser og bringer byggebranchen tilbage til den pragmatiske tilgang, som ellers hidtil har karakteriseret den. Tilbage til den tilgang, hvor ingeniøren forholder sig fagligt til sit fag fremfor at gå med livrem og seler og glemmer sin sunde fornuft, fordi man er mere bange for at miste sin certificering fremfor at agere ingeniør.

Problemet ligger ikke hos de certificerede statikere, fordi de er blot blevet pålagt af certificeringsorganet at tolke reglerne på denne meget rigide måde, uanset hvad byggesagen måtte omhandle. Problemet ligger derimod i hele systemet omkring den nye certificeringsordning. Der er rigtig mange gode ting ved den nye certificeringsordning, men ét af de største problemer er, at man ikke længere har mulighed for at tale med myndigheden (certificeringsorganet) og sammen finde et fornuftigt niveau. I øjeblikket er det kun muligt at gå i dialog med den certificerede statiker, som risikerer at sætte sin certificering på spil ved en pragmatisk vurdering. Det siger næsten sig selv, at man dermed påtvinger en branche overdreven konservatisme og forsigtighed, lange sagsbehandlinger og dyre omkostninger. Er det den vej, vi ønsker at gå? Det mener jeg ikke. Så lad os genskabe et system hvor vi tillader, at der bliver udført pragmatiske vurderinger på konkrete sager i stedet for at topstyre byggebranchen ud fra generelle tommelfingerregler, der til tider er som »at skyde gråspurve med kanoner.«


Kommentarer/bemærkninger/spørgsmål til ovenstående modtages meget gerne.