Inddrag slutbrugere og driften bedre gennem digital projektudvikling

Samspillet mellem slutbrugere, drift og projektudvikling er afgørende for at opnå både fuld økonomisk, miljømæssig og socialt bæredygtige byggerier. Digitalisering af projekterne kan medvirke til at gøre drift- og brugerinddragelse reel i byggeprojekterne, skriver direktør for DTU Campus Service, Jacob Steen Møller
Brødtekst

Alle er enige om, at drifts- og brugerinddragelse i byggeriet er afgørende for den langsigtede bæredygtighed, hvad enten den måles med LCA- og LCC-analyser eller i DGNB-matricer. Alligevel går det ofte galt.

En af grundene til dette er de tre parters forskellige kulturer.

Den dygtige projektudvikler, lad os arketypisk tænke på en arkitekt, lever i en kultur med fokus på udvikling, nye ideer og lyst til at komme videre til det næste projekt. Her er eksperimenter livets salt.

Den dygtige driftsansvarlige, lad os arketypisk tænke på en maskinmester, lever derimod i en kultur med fokus på driftssikkerhed, standarder og stabil drift. Her er forudsigelighed i højsædet.

I denne verden findes den almindelige slutbruger slet ikke. Men vi er på DTU, og her ser man umiddelbart en forsker for sig. Forskeren lever i en kultur med fokus på forskningsresultater, høje mål og slet ikke på bygge- og driftsteknik. Her er forskningsresultatet det vigtigste.

Alle tre kulturer er vigtige for det endelige projekt

Det er ikke vanskeligt for arkitekten, maskinmesteren og forskeren at blive enige om, at de skal samarbejde. Det er kognitivt nemt at forstå, at samarbejdet vil skabe bedre resultater, og det er socialt uacceptabelt at være modstander af samarbejde.

Alligevel opstår der ofte konflikter og uenigheder i projektforløbene. Det skyldes altså ikke ond vilje eller manglende viden, det skyldes de forskellige kulturelle værdier og præferencer.

Derfor er det vigtigt at skabe en fælles forståelse for, at alle tre kulturer er vigtige for det endelige projekt. Vi vil ikke have projekter uden arkitektens kreative evne til at foreslå nye løsninger, vi vil ikke have huse, som ’går i stå’, fordi vi glemte maskinmesterens insisteren på driftsvenlighed, og vil slet ikke have et projekt, som forskeren ikke kan forske i.

Kunsten er derfor at skabe et projektmiljø, som udvikler en gensidig anerkendelse og respekt mellem de tre kulturer. Sådan en gensidig respekt opstår ikke, bare fordi vi siger, den skal.

Den opstår gennem fælles erfaringer.

Men at skabe sådanne erfaringer er vanskeligt, fordi de tre parter har så forskellig baggrund. Arkitekten taler gennem tegninger, som brugerne ofte ikke kan læse, maskinmesteren taler gennem praktisk erfaring, som arkitekt og brugerne ikke deler, og brugeren taler om behov som arkitekt og maskinmester ofte ikke forstår.

Digitale modeller kan afstemme forventningerne

En måde at skabe fælles erfaringer på er ved at bruge 3D bygningsmodeller (BIM) med tilhørende virtual reality (VR) adgang hele vejen fra projektudvikling over byggeri til drift.

I den digitale model kan arkitekt, maskinmester og forsker mødes i en fælles erfaring med projektet.

Modellen kan give en fælles oplevelse, men mere end det, modellen dokumenter også entydigt, ’hvad der tales om’. I den digitale model kan bruger- og driftsønsker dokumenteres, og man slipper for bristede forhåbninger og misforståelser: ”What you see, is what you get”.

Byggesektoren har haft dette som vision siden 1980-erne, men nu er det en realitet. På DTU viser den digitalt projekterede laboratoriebygning 310, at visionerne ikke mere er visioner, men realiserede mål, som leverer resultater i økonomi, tid og kvalitet.