Efter corona: Byg flere midlertidige kvadratmeter og udnyt udearealerne

Efter corona er det nødvendigt at gentænke, hvordan vi udnytter vores kvadratmeter bedst muligt. Det kræver eksperimentering med midlertidige læringsrum, der kan justeres efter forskellige behov, en bedre udnyttelse af de udendørs områder og en mere sømfri overgang mellem ude- og indearealer, skriver direktør i Christensen & Co Arkitekter, Vibeke Lydolph Lindblad
Brødtekst

Vi har for tiden en interessant diskussion om antallet af kvadratmeter i de offentlige læringsbyggerier.

Diskussion udspringer af nye krav til plads for at minimere smitterisiko i forbindelse med Corona.

For os som arkitekter er det rigtig interessant, da det kommer til at udfordre vores forestillinger om vægtningen mellem permanente og midlertidige læringsrum. Måske skal vi bygge færre kvadratmeter, der kan holde i 200 år, og flere supplerende, billige og eksperimenterende kvadratmeter, som kan justeres og tilpasses nye læringstendenser og behov.

Det er oplagt, at vi i disse eksperimenterende byggerier arbejder med design til adskillelse, genbrugsmaterialer og et minimum om tekniske løsninger.

Vi skal udfordre tanken om, at alt bliver opgjort i enten fuldt opvarmede og kontrollerede m2 eller uopvarmede udeareal. Det vil være interessant at udforske klimazoneløsninger med gradueret overgang mellem ude og inde. Vi har f.eks. i Hafniahallen arbejdet med en uopvarmet klimazone, som optager varme fra opvarmede arealer i hallen. Med den tilgang kan vi udnytte vores ressourcer mere effektivt og klogt, og samtidig øge komforten i vores byggerier.

Fleksible læringsrum til ”double use”

Som arkitekter kommer vi nok til at se nye krav til decentralisering i flowet i vores læringsbyggeri, ankomstsituationer og hygiejnemæssige tiltag. Det giver mening, da mange borgere besøger vores bygninger i løbet af en dag.

For os er det derfor interessant at se på, hvordan vi helt overordnet forstiller os, at fysiske rammer og læring hænger sammen.

Erfaringerne fra Corona har blandt andet lært os, at undervisningen ikke behøver være centreret omkring klasselokalet eller børnehavestuen. Under genåbningen har vi set pavilloner og telte blive opsat i udearealer, for at skærme for vind og vejr, og tanker omkring skiftehold i institutionerne er blevet hverdag. I den sammenhæng er vi som arkitekter begyndt at arbejde med koncepter for robuste midlertidige udendørsstrukturer til læring, der kan bidrage til at både indendørs- OG udendørsarealer, bliver kloge kvadratmeter.

Vi arbejder med strukturer, som skal kunne bruges igen og igen og til flere forskellige formål, derfor skal de gerne kunne skilles ad og klappes sammen. I det hele taget tror jeg, at vi vil se flere skoler og børneinstitutioner, der bruger udearealer og offentlige rum langt mere aktivt. De sømfri overgange mellem ude og inde får derfor også en ny berettigelse.

Vi skal frigive de fysiske rum

Når vi åbner arealerne op for fleksibel brug, betyder det også, at vi skal finde nye måder at skabe tilhørsforhold til de fysiske rammer, og det kan vi gøre i langt mindre skala end vi gør i dag.

Fællesskabet og identiteten kan indarbejdes i flytbart inventar, der er designet til at understøtte arkitekturens funktioner.

Det har vi blandt andet arbejdet med i vores bygning 324 på Danmarks Tekniske Universitet og i den nye skole Læringshus Nærheden i Høje-Taastrup.

I skolen, der er designet til at styrke 21st Century Learning Skills, har vi bearbejdet læringsrammerne, så arkitekturen får et værkstedspræg, tilrettelagt efter det projektspecifikke forløb, hvor eleverne gennem eksperimenter lærer at lære nyt.

Her er det traditionelle klasselokale derfor afløst af fagfunderede baser, hvor eleverne kommer til at bevæge sig i et læringslandskab af FabLabs og læringszoner med specialinventar.

Udendørs læring

Udflytterskolen er en interessant typologi at undersøge.

Skolerne – særligt i byerne – kunne have uderum som eleverne kører til, ligesom mange børnehaver allerede har. Her kunne man have funktioner til idræt, natur og teknik, biologi og historie (fx med jernalder og stenalderhuse).

Vi ved af erfaring, at indlæring bedst sker ved både at høre, røre og gøre – derfor giver det enormt god mening at flytte dele af undervisningen tættere på virkeligheden. Natur og teknik bliver langt mere håndgribeligt, hvis man kan se haletudserne, undersøge vandets pH-værdi eller prøve at bygge en hule efter en tegning.

Til Læringshus Nærheden har vi tilknyttet læringssatellitter i landskabet. Dette koncept kunne med få justeringer udvides, så satellitterne blev placeret længere væk fra hovedbygningen og fik tilknyttet en bygningsmasse. Det giver mulighed for tørvejr og læ i udeundervisning kombineret med færre timer, hvor børnene befinder sig i nøje teknisk regulerede indendørs miljøer. Det ville understøtte den udendørs læring, som mange forskningsresultater peger på, optimerer indlæring.