Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Uddannelsesforbundet: Undervisningen og elevernes forudsætninger skal styre teknologien – ikke omvendt

pressefoto
Illustration: Pressefoto.
De seneste års vilde digitale rejse har gjort os til kompetente, digitale undervisere – og elever. Men det er elevernes forudsætninger og underviserens mål, der skal styre teknologien – ikke omvendt, skriver formanden for uddannelsesforbundet i dette synspunkt.
Synspunkt31. marts kl. 05:30
errorÆldre end 30 dage

Som undervisere fik vi under nedlukningen på grund af corona både gode og dårlige erfaringer med digitalisering og nye undervisningsformer. Vi blev nødt til at springe ud i det digitale rum sammen med vores elever – og uden faldskærm. 

Nu er det tid til at reflektere over, hvordan de nye, spændende tilgange til undervisning og læring – og de mange digitale hjælpemidler, vi er blevet så dus med gennem de seneste to år – bedst kan bidrage til bedre undervisningsforløb og øget læring. Vi skal overveje både, hvordan de digitale hjælpemidler skal bruges, og hvornår det er bedst, at vi vælger andre veje. 

Læringsmidlerne skal passe til eleverne

Når man som underviser går ind i et undervisningslokale, vurderer man løbende, hvad den enkelte elev har brug for, hvis han eller hun skal i mål med sin læring. 

Digitale læringsmidler som spil, VR-briller og robotteknologi skaber øgede muligheder for en legende, medskabende og praksisnær undervisning med stor inddragelse af eleverne. Sådan var det også før, men corona har givet et digitalt løft. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi skal udnytte det, men vi skal også have blik for, at mere analoge tilgange – stadig – kan være de bedste for nogle elever og i nogle situationer. Det er meget afhængigt af, hvilke elever der sidder i lokalet, og hvad indholdet i undervisningen er.

Den digitale omstilling har uden tvivl givet flere nuancer. Men udgangspunktet for, hvilke læringsmidler, vi som undervisere tager i brug, skal fortsat være elevens behov og forudsætninger samt undervisningens mål og indhold. 

Didaktiske valg skal tages før de teknologiske

De mange digitale muligheder kan skabe mere forvirring end retning. Det kan medføre, at teknologien styrer indholdet af undervisningen, men læreren er stadig den bedste vejviser til undervisningsmålet. 

Det, der skal sætte retningen, er fortsat underviserens aflæsning af eleverne og lærerens pædagogiske viden om, hvordan man ud fra det, han eller hun ser, tilrettelægger det bedste undervisningsforløb.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor skal det også være uddannelserne og den enkelte underviser, som vurderer, hvor læringseffekten er størst – for den enkelte elev. De didaktiske valg skal med andre ord tages før de teknologiske. 

Og uanset hvilke nye og spændende muligheder den digitale omstilling har givet os, er der stadig unge, der har brug for en mere håndholdt pædagogisk indsats. En, som ikke nødvendigvis løses bedst digitalt. 

Det er derfor, jeg er så optaget af, at vi trods vores begejstring over mulighederne, den digitale udvikling byder på, også husker snusfornuften eller en kritisk tilgang til teknologien, om man vil. 

Det betyder – i min lærebog – at forudsætningen skal være at bruge de digitale midler og metoder der, hvor det er meningsfuldt. Dér, hvor de forbedrer undervisningen og fremmer læringen. 

Opkvalificering og klare rammer er afgørende

Distraktioner i klassen, digital mobning og svagere sociale kompetencer er nogle af de bekymringspunkter, der har været rejst i forbindelse med den digitale udvikling. Undersøgelser viser, at der skal være balance i brug af teknologien for at sikre mental, social og fysisk trivsel. Konklusionen synes at være, at et moderat forbrug har positiv effekt på trivslen, mens for meget og for lidt har negativ effekt. 

Derfor er det også centralt, at uddannelsesinstitutionerne konkret arbejder med at sætte rammerne og udvikle gode digitale vaner - for både undervisere og elever.

Det betyder, at underviserne skal opkvalificeres løbende. Der kommer hele tiden nye tiltag og værktøjer, og underviserne kan være presset af digitaliseringen, hvis skolerne ikke støtter dem i arbejdet med at implementere og bruge dem. 

Læreren har en nøgleposition til at sikre digital dannelse og teknologi i undervisningen. Derfor skal der være politisk og ressourcemæssigt fokus på løbende kompetenceudvikling af underviserne, og krav om fagligt fokus på digitalisering skal følges op ledelsesmæssigt, pædagogisk og økonomisk. Digitalisering skal med andre ord ikke være en spareøvelse, hvor underviserne står tilbage med udfordringerne.

Opkvalificering, den snusfornuftige tilgang og en politisk, økonomisk og ledelsesmæssig rammesætning skal være den faldskærm, vi tager med os på vores digitaliseringsrejse version 2.0.

Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Send dit udkast på 3.000-5.000 anslag sammen med et billede af dig selv til pro-sekretariat@ing.dk

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger