Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Digital læring handler ikke om 'snuden i skærmen'

Pernille Wendel Mehl
Illustration: Pernille Wendel Mehl.
Det er en misforståelse, at vi i digitale platforme som Clio er interesserede i at få skoleelever til at bruge mest mulig tid foran en skærm. Vi vil tværtimod hjælpe lærere og elever til mere engagerende og bedre undervisning - primært væk fra skærmen, skriver Pernille Wendel Mehl, administrerende direktør, Clio.
Synspunkt21. april kl. 05:30

Siden jeg i november startede som direktør i Clio, har jeg hørt mange spørgsmål og kommentarer, der er forskellige versioner af »så dit job handler om at få skolebørn til at bruge mere tid foran skærmen?«

Den fordom kan jeg afkræfte. Vi har ingen ambition om at få børn til at bruge mere tid foran skærmene.

Jeg forstår godt, at der er mange fordomme og misforståelser om en platform som Clio. Vi var den første digitale undervisningsplatform herhjemme, der startede tilbage i 2006, og eftersom 85 procent af danske skoleelever bruger vores platform dagligt, så er det naturligt, at mange har en holdning til os. Det hører med, og vi tager gerne imod kritik og deltager i diskussion.

Men det er centralt for mig at sige, at Clio ikke har en særlig interesse i, at skoleelever bruger mere tid foran en skærm, ligesom forlag heller ikke har en særlig interesse i, at børn bruger mere tid foran en bog. Det er omsætningen af information fra digitale platforme eller bøger i samspil med andre, der er det centrale. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor er det også 70 procent af vores indhold peger mod facilitering af undervisning væk fra skærmen.

For selvom vi de seneste år alle sammen har været gennem et ufrivilligt kursus i at arbejde og lære på distancen, så har de lange corona-år også utvetydigt vist os, at vi har brug for menneskeligt samvær. 

Vi har nok alle kunne mærke, at den menneskelige interaktion er en hjørnesten i alt fra arbejde til undervisning, og det står også knivskarpt hos os i Clio.

Eleverne skal ikke placeres med snuden i skærmen

Når vi taler digital undervisning, er det derfor en central præmis, at eleverne ikke bare bliver placeret med snuden i skærmen. Intet kunne være mere forkert! Eleverne har brug for lærerne, og eleverne har også brug for at komme væk fra de skærme og lære aktivt. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jeg har arbejdet med digital transformationer i et utal af brancher de seneste 25 år, og der er én ting, der går igen uanset branche. Det digitale kan ikke stå alene. Det er 'bare' en facilitator for forretningens kerne. 

Når vi taler om digitalisering bredt, kommer det ofte til at fremstå som om, at alt naturligt bare bliver nemmere og bedre, når det digitaliseres. Det er en grov forsimpling og underkendelse af de ideer og udviklinger, som dygtige virksomheder skaber med digitale muligheder.

Clio er eksempelvis ikke bare digitaliserede lærebøger. Vi har udviklet en række værktøjer som tekst til tale, højtlæsning og sågar en skrifttype, der er nemmere at læse for ordblinde og elever med eftermiddagstrætte øjne. Det er digitale værktøjer, der lever i vores platform, men de er ikke kommet af sig selv. De er kommet, fordi vi har set et behov differentierede værktøjer hos eleverne og opfundet løsninger til det.

Clio er altså ikke bare et dødt redskab - men et læringsunivers, der skal give lærerne tid til fokusere på at skabe en endnu mere engagerende og involverende undervisning. Vi skal have eleverne op af stolene og væk fra skærmene, og vi skal give læreren mere tid til faglighed, nærvær og bedre skoledage for både lærere og elever.

Samspillet mellem læring og teknologi kan skabe helt særlige synergier, sikre opdateret og tværfagligt læringsmateriale, udfordre og støtte eleverne på netop deres niveau og inspirere lærerne til at drive skabende og inspirerende undervisning. Og det er det, Clio bidrager til.

Det er store ambitioner, men det er nødvendigt for at klæde fremtidens borgere på - for det ligner ikke, de får ansvaret for en mindre kompleks verden.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger