Vi skal droppe fokusset på digitale læremidler og i stedet fokusere på læringen

Det er spild af tid at diskutere, om danske skoleelever lærer bedst med en bog i hånden eller med digitale læremidler. Coronapandemien har skubbet så meget til den digitale udvikling, at debatten alt for ofte bliver et spørgsmål om enten-eller i stedet for et både-og. Det skriver Ditte C. Jensen, der er redaktionschef i Clio, i dette synspunkt.
Brødtekst

Efter et skoleår i coronaens tegn kan selv ikke de mest ihærdige teknologioptimister påstå, at undervisning, der udelukkende er online, kan overflødiggøre det fysiske klasserum. Samtidig skal man også have taget skyklapper på, hvis man ikke kan se visse fordele i de nye teknologier.

Det seneste år er der sket en enorm digital udvikling i landets virksomheder på tværs af brancher og sektorer. Det samme er sket i uddannelsessektoren, hvor landets lærere og pædagogiske personale har været på Danmarkshistoriens mest intensive digitale kursus. Og selvom der er digitale tiltag, som man midt i genåbningseuforien ønsker hen, hvor peberet gror, er der også tiltag, som kan gå hen og blive en reel gamechanger for den måde, vi arbejder med undervisning på i Danmark.

Før coronapandemien klandrede undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) lærerne for at være blevet lidt for teknologibegejstrede og undervise for meget ved hjælp af digitale læremidler. Den kritik forstummede, da coronapandemien lukkede skolerne ned, og lærerne måtte finde nye løsninger til at holde undervisningen i gang. Og i dag er lærernes digitale kompetencer og praktiske erfaringer lysår foran den lidt naive debat om teknologi i undervisningen, som eksisterede før nedlukningen.

Det seneste år har med al tydelighed vist, at der er situationer, hvor de digitale læremidler er overlegne – og så er der andre situationer, hvor den fysiske undervisning og de analoge læremidler er at foretrække. Og det er netop kombinationen af det fysiske klasseværelse og det digitale rum, der giver de bedste forudsætninger for, at lærerne kan arbejde med både læring og trivsel. Derfor må teknologidebatten heller ikke blive sort-hvid og et spørgsmål om enten-eller. Det skal være et spørgsmål om både-og. Det er det, vi i branchen kalder for blended learning, og det bør være det begreb, der fremadrettet skal drive teknologidebatten i grundskolen.

Læringen skal i centrum

Det interessante ved blended learning er, at det sætter læringen og ikke mediet i centrum. Undervisningen er digital, når det giver bedst mening, og den er analog, når det er at foretrække. Vi skal turde lade lærerne være eksperterne i deres eget klasserum – hvad enten det er digitalt eller fysisk eller begge dele.

Ved at kombinere den analoge undervisning med mulighederne i den digitale undervisning kan læreren åbne klasserummet på nye måder og bringe hele verden ind i undervisningssituationen. Klassen vil kunne se optagelser af naturfænomener fra hele verden, høre nogle af verdens førende eksperter udtale sig om aktuelle problemstillinger og undersøge, hvordan andre i verden har forholdt sig til netop det emne, man er interesseret i.

På den måde foregår læringen ikke passivt foran skærmen. Læringen sker derimod i dialogen og i interaktionen i klasserummet – fx når klassen diskuterer demokratiets virke på baggrund af nyheden om, at Donald Trump har benådet sin tidligere rådgiver for en fængselsstraf, eller når klassen forholder sig til den skjulte racisme i billed- og mediekultur i dækningen af George Floyds død, eller når klassen en mørk januardag analyserer indhold, fremførelse og politisk budskab i statsministerens nytårstale.

Postcorona bør vi vende ryggen til diskussionen om, hvorvidt læring skal ske digitalt eller analogt. Den diskussion er kedelig og ligegyldig og hører til en tid før den første coronanedlukning. Undervisningen og dermed læring og dannelse skal stå i centrum for vores grundskole, og diskussionen bør derfor handle om, hvilke rum og medier, online såvel som fysiske, der er bedst egnede til formålet.

Eleverne er forskellige og lærer forskelligt

Vi kommer ikke uden om, at en stor del af vores børns fritidsliv foregår digitalt. Så i stedet for at forsøge at bekrige det, som for de unge mennesker er det mest naturlige i verden, bør vi forsøge at forstå deres verden og gøre den til et læringspotentiale, hvor vi kan møde børnene, hvor de er.

Det betyder ikke, at vi skal indføre uanede mængder af »skærmtid« eller se bort fra det faktum, at der er stor forskel på kvaliteten af det indhold, børnene møder i deres digitale liv. Men de møder det, og de skal lære af det. Og det er netop her, et blended learning-perspektiv bliver rigtig interessant.

Blended learning giver os nemlig mulighed for at bringe det digitale ind i undervisningen på en meningsfuld måde, så det, børnene beskæftiger sig med i deres fritid, bliver genstand for analyse, diskussion, refleksion og produktion. Det kræver dog først og fremmest, at vi også lukker de digitale læremidler ind i klasserummet og ser det digitale som en mulighed for at udvide både tid og rum og skabe en mere nærværende læring for eleverne.

Eleverne er forskellige og lærer forskelligt. Og coronapandemien har nu skubbet så meget til udviklingen, med bedre muligheder for at møde elevernes individuelle behov i øjenhøjde, at vi skal give skolerne mere frihed til selv at vurdere, hvordan de skaber de bedste rammer for læring og trivsel.

Så lad os droppe debatten om for eller imod digitale læremidler og bruge det digitale på en mere meningsfuld måde.

Prøv EduTech

EduTech skriver til lærere og undervisere, der arbejder med digitale og teknologiske uddannelsesløsninger. Vi giver dig ny viden, cases og erfaringer med læring og teknologi. Få tre ugers gratis og uforpligtende prøveabonnement.

Klik her