Digital læring: Hvorfor Uruguays skolebørn klarer sig godt under pandemien

Foto : Rido81 / Bigstock

Digital læring: Hvorfor Uruguays skolebørn klarer sig godt under pandemien

Hvert barn får en bærbar computer fra staten sammen med online undervisningsmateriale og animerede skolebøger. Skolelederforeningen i Danmark ønsker sig samme løsning.

Egen bærbar computer, digitale skolebøger med videnskabelige eksperimenter, lektier i form af online-quizzer, interaktive videokonferencer, animerede skolebøger og chats mellem elever og lærere. Det er kun en lille del af den digitale undervisning, som Uruguays skoler hurtigt kunne tilbyde deres elever i grundskolen under pandemien, skriver Spiegel International.

Det kan Danmark lære noget af, mener Dorte Andreas, som er næstformand for Skolelederforeningen. Hun så gerne, at den danske regering investerede mere i digital undervisning. 

»Det er klart, at hvis alle elever havde haft gratis og fuld adgang til computere, så havde vi stået endnu stærkere under nedlukningerne og havde været mere omstillingsparate,« siger hun til EduTech.

Særligt under første skolenedlukning i marts sidste år ville Uruguays model have været påskønnet for de danske skoler, som ikke på helt samme måde var forberedt på at skulle omstille sig til digital undervisning, forklarer Dorte Andreas. 

»Det kom bag på os, at vi skulle nedlukke hele skolesystemet, som vi kender det. Der ville det klart have kunnet opkvalificeret onlineundervisningen, hvis alle elever på forhånd havde været udstyret med en computer, som de kunne arbejde hjemmefra på,« siger hun. 

Udvidet serverkapacitet

Uruguays online-skolegang under corona-pandemien har fungeret bedre end i mange andre lande takket være regeringens investeringer i digital uddannelse. 

For mere end et årti siden indførte det sydamerikanske land en politik om at udstyre hvert skolebarn med en computer. Offentlige investeringer omfattede også at tilbyde gratis internetadgang på offentlige pladser rundt om i landet.

Derfor var Uruguay rustet til nemmere og hurtigere at omstille sig til fjernundervisning, fortæller manager Fiorella Haim fra det statsejede bureau for digital uddannelse, Plan Ceibal, til Spiegel International.

»Da undervisningen skiftede til online i marts sidste år, var vi i stand til at reagere fleksibelt,« siger hun til mediet.

I begyndelsen af ​​pandemien udvidede Plan Ceibal kapaciteten på sine servere ‘stort set natten over’. Derudover begyndte landet at tilbyde hvert skolebarn 50 gigabyte gratis internet per måned. 

Computerne sammen med online undervisningsmateriale gjorde det muligt for børn, rige og fattige, at fortsætte deres studier og holde regelmæssig kontakt med lærere, selv under skolenedlukningerne, lyder det.

Digital uddannelse er fremtiden

I Danmark er udfordringen primært den økonomiske belastning, det ville være at give gratis computere til hvert skolebarn, fortæller Dorte Andreas fra Skolelederforeningen. 

»Vi er en folkeskole, så vi hverken skal eller vil pålægge forældrene en udgift. Men drømmescenariet ville være, at staten betalte. Det ville være rigtig dejligt,« siger hun.

Uruguay er langt fra et velhavende land, men ifølge en digital uddannelsesekspert fra Uruguay er det et spørgsmål om vilje og prioriteter at satse på digitale uddannelsesløsninger.

Selvom Dorte Andreas kunne ønske sig bærbare computere med digitale læremidler til hvert skolebarn i Danmark, synes hun, at alle parter handlede meget hurtigt og smidigt for at finde løsninger for folkeskolen under nedlukningen. Og ligesom Uruguay er det da også gået bedre, end det er mange andre steder.

»Vi har kunnet levere online-undervisning langt bedre end vores nabolande. Vores elever har heldigvis modtaget undervisning hele tiden. Det har de for eksempel ikke i Tyskland,« siger hun.

Hun ønsker ikke, at Danmark fortsætter undervisningen som før pandemien. 

»Fremtiden skal være en blanding af online og offline undervisning på de områder, hvor det giver mening. Det kan fx være, når elever er syge eller til projektarbejde og lektiehjælp,« siger Dorte Andreas. 

Prøv EduTech

EduTech skriver til lærere og undervisere, der arbejder med digitale og teknologiske uddannelsesløsninger. Vi giver dig ny viden, cases og erfaringer med læring og teknologi. Få tre ugers gratis og uforpligtende prøveabonnement.

Klik her
Fakta: Uruguays skolesystem

I Uruguay går 85 procent af alle skolebørn på offentlige skoler.

I modsætning til Uruguay har skolegangen i andre lande i Latinamerika lidt betydeligt. UNICEF mener, at omkring en tredjedel af alle latinamerikanske børn ikke lærte noget i skolen sidste år.

Plan Ceibal koster cirka 600 danske kroner per barn hvert år. Det inkluderer computer, lærermateriale, læreruddannelse og internet på skoler. Forældre ender endda med at spare penge, fordi de skal købe færre bøger og undervisningsmateriale.

Kilde: Spiegel International