Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Metaverset byder på enorme muligheder og udfordringer – men det er kommet for at blive

KPMG
Illustration: KPMG.
Hvornår kommer metaverset til at føles som en tro kopi af virkeligheden? Og hvordan håndterer vi de indbyggede privacy-issues i metaverset? Overvejelserne er mange, og vi kan lige så godt kaste over dem med det samme – for metaverset er kommet for at blive, skriver partner i NewTech og KPMG, Bent Dalager, i dette synspunkt.
Synspunkt25. maj kl. 05:02
errorÆldre end 30 dage

Der er sagt meget med julelys i øjnene, men også en del hånligt om metaverset på det sidste, men faktum er, at det er kommet for at blive, og vi kan ligeså godt begynde at forholde os til de mange muligheder og ikke mindst udfordringer, som det giver os.

Metaversets herligheder har allerede åbenbaret sig for gamerne, hvor især den kvarte milliard, der månedligt logger ind i spiluniverset Fortnite vel nok stadig har adgang til den mest avancerede version af et metavers, som verden reelt bruger i meget stort tal. Altså at man ved hjælp af en avatar – eller en digital replikation af én selv – kan bevæge sig frit rundt i et virtuelt univers, hvor der ikke rigtig er nogen regler. Du bestemmer selv, om du vil være ung eller gammel, mand eller kvinde eller noget femte og så videre og så videre. Fortnite-universet er dog stadig et 2D-univers, hvor spillerne sidder fysisk foran en computer og dirigerer deres avatarer rundt med tastatur, som vi nu har gjort det igennem årtier i computerspillenes verden.

Den store gamechanger i form af 3D-oplevelser er dog lige om hjørnet. Selv har jeg kastet mig ud i at afholde virtuelle forretningsmøder, hvor alle deltagere har båret VR-briller og oplevet den tilstræbte fysikalitet, som trods sin kluntede udformning faktisk giver en fornemmelse af at være til stede i et rum med andre mennesker.

Og nu da Facebook har skiftet navn til Meta, har store aktier i VR-brillebrandet Oculus og har postet store summer i lanceringen af sit eget første metavers, er der ingen tvivl om, at vi indenfor ganske få år vil skulle forholde os til muligheden for at kunne møde hinanden virtuelt – både i arbejdet og fritiden. Jeg er hverken gamer eller særlig aktivt på sociale medier, vil du måske indvende – så hvorfor skal jeg gå op i, hvordan metaverset udvikler sig? Det skal du af flere grunde. Er du maskinmester, kirurg, laborant eller noget andet, hvor håndelaget skal være i orden, er det perfekt at kunne øve sig i et virtuelt rum, før det bliver alvor. På længere sigt er der store perspektiver i at kunne lave såkaldte digitale tvillinger, hvor vi digitalt kan genskabe tro kopier af virkeligheden, som vi så vil kunne eksperimentere i, før vi går ud og gør det i den fysiske verden. Derudover giver ”augmented reality” også mulighed for, at vi kan tilføre et digitalt lag på den virkelighed, vi står i, så vi for eksempel kan få lavpraktiske og let forståelige instruktioner i, hvordan vi skifter en vandlås eller et bildæk eller får information om ting og endda mennesker omkring os, blot ved at se på dem.

Stadig kun et ”beta-verse”

Mulighederne er altså mange – men det er udfordringerne også. Først og fremmest må vi tech-begejstrede nok sande, at vi på 3D-planet stadig befinder os i et ”beta-verse”. Det fysiske udstyr med store briller og headsets er stadig for ukomfortabelt til at skabe en holdbar virkelighedsfølelse, ligesom den grafiske gengivelse stadig heller ikke er i top. Jeg oplevede selv midt i et møde, hvordan min hånd pludselig forsvandt, og jeg og min mødedeltager ledte, hvorefter det viste sig at den hang fast oppe under loftet. På det lange sigt, tror jeg, vi bevæger os mod brug af hjernebølgeteknologier, som aflæser vores tanker. Teknologien virker allerede i det små.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En anden vigtig udfordring, vi skal have håndteret omkring metaverset, handler om privacy. Som metaversene er konstrueret nu, er det svært at undgå, at du konstant bliver tracket. Du kan simpelthen ikke være til stede, hvis ikke du bliver tracket. Det er et issue, når vi begynder at tilbringe mere og mere tid der, og gerne vil sikre, at hele vores virkelighed ikke bliver styret af én ydre magt. Jeg har ikke selv svaret på, hvordan vi sikrer, at vores digitale virkelighed ikke kun eksisterer på nåde af et af de store tech-firmaer. Men det er klart en udfordring, vi må diskutere. Oveni det har vi problemet med kompatibilitet. Har jeg et digital objekt i et metaverse, vil jeg typisk ikke kunne anvende det i et andet.

Det leder os til slut også over i nogle nærmest eksistentielle overvejelser om det univers, vi er på vej til at skabe. Vi har nærmest endnu ikke taget hul på den standardiseringsproces, der altid følger i hælene på ny teknologi, hvor de gode eksempler er VHS, der slog Betamax af banen i 80’erne, og Netflix, der i 10’erne i lang tid var de ukronede konger af serie- og filmstreaming. Men hvem kommer til at udvikle metaverset? Allerede nu er det muligt at købe digital ”jord” i forskellige metaverses. Men de har jo først virkelig værdi i det øjeblik, vi alle er blevet enige om, hvilket metavers, der er det bedste. Og når vi så for alvor rykker store dele af vores liv ind i metaverset, er det så overhovedet de samme materielt fokuserede drømme om huse, smarte biler og eksotiske rejsemål, vi kommer til at tilstræbe? Hvad sker der mentalt med os, når vi går fra en verden af knapheder og begrænsninger til en verden af overflod, hvor vi f.eks. kan være evigt unge og bruge tiden på at stå på vandski i Boa-Boa?

Ja, der er nok at tage fat på, når det gælder metaverset – og vi er først lige begyndt.

Vil du deltage i debatten med et synspunkt? Skriv til os på pro-sekretariat@ing.dk.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Fortsæt din læsning
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger