Skattevæsenet forlænger kontrakt med KMD: »Det er objektivt umuligt at foretage et leverandørskifte«

21. februar kl. 05:074
KMD
Illustration: KMD.
KMD står til at få en kontraktforlængelse på 90 millioner kroner hos Skattevæsenets it-styrelse for at holde et centralt system i drift. Der er ingen andre muligheder, lyder det fra styrelsen.

It-virksomheden KMD står endnu engang til at få forlænget en af sine mangeårige kontrakter med skattevæsenet, som konsekvens af at skattemyndighederne ikke har mulighed for at finde en alternativ leverandør.

Sådan lyder det fra Udviklings- og Forenklingsstyrelsen i forbindelse med, at styrelsen har meldt ud, at den planlægger at betale KMD 90 millioner kroner for en kontraktforlængelse af VUR, som er et gammelt it-system, der bruges til området for ejendomsvurderinger.

»Det er med ekstern bistand konkluderet, at det er objektivt umuligt at foretage et leverandørskifte af driften og vedligeholdelsen af ejendomsvurderingssystemet VUR på nuværende tidspunkt,« skriver styrelsen i udbudsmeddelelsen.

Afløser på vej

Ejendomssystemet VUR bruges ifølge skattevæsenet til at lave ejendomsvurderinger på alle ejendomme, og de seneste år er der blevet arbejdet på at få en afløser i stand for det gamle system.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»UFST har allerede igangsat processen med at frigøre VUR-systemet fra KMD's legacy-systemer og er i færd med at implementere et nyt system (Ejendom & Grunde/E&G), som skal erstatte VUR-systemet og dets funktionaliteter på sigt.«

Kontraktforlængelsen på det gamle system skal forpligte KMD på at vedligeholde VUR, indtil erstatningen er klar. Det sker efter planen i 2025, oplyser styrelsen.

Tre hovedårsager

Med hjælp fra eksterne konsulenter har Udviklings- og Forenklingsstyrelsen fundet frem til, at der er en række årsager, der gør det umuligt at udskifte KMD som leverandør på VUR-systemet.

»Det er konklusionen, at det vil tage en årrække at få afviklet interoperationaliten og sammenhængen til KMD's legacy-systemer og få oplært nye medarbejdere, og at det fortsat efter en årrække vil være forbundet med betydelige risici,« skriver styrelsen i udbudsmeddelelsen.

Disse årsager var også i spil, da styrelsen sidste sommer var ude i en lignende forlængelse på et andet it-system.

Dengang var det også KMD, der var eneste bud, og derfor endte virksomheden med en kontrakt på knap 300 millioner kroner.

Skattevæsenets 3 årsager til, at KMD ikke kan skiftes ud

Skattevæsenet er i samarbejde med eksterne konsulenter kommet frem til, at det er muligt at skifte KMD us som leverandør på ejendomsvurderingssystemet VUR. De peger på tre årsager:

1. Afhængigheden af Den Fælleskommunale Platform

KMD-systemerne er designet, udviklet og idriftsat for kommunerne, før UFST overtog systemerne ved strukturreformen i 2005. Systemerne er derfor udviklet på KMD's Fælleskommunale Platform og har samme udviklingsstandarder og tekniske og rettighedsmæssige bindinger som hovedparten af KMD's øvrige kommunale systemer.

Systemerne driftet af KMD er eksekveringsmæssigt stærkt afhængige af den Fælleskommunale Platform og det grå programmel (hjælpeprogrammel, som er helt nødvendigt for at kunne driftsafvikle applikationerne), hvilket betyder, at KMD-Systemerne ikke kan driftes uden den Fælleskommunale Platform mv. og dermed ikke teknisk kan fungere uden adgang til og brug af disse komponenter hos KMD. KMD er således et nødvendigt led som en aktiv projektdeltager med henblik på at kunne drifte og vedligeholde VUR-systemet grundet tilknytningen til KMD's Fælleskommunale Platform og gråt programmel i øvrigt.

En transition til ny leverandør kræver udvikling og implementering af nye integrationer mellem legacy-systemerne og de systemer, som skal blive hos KMD (primært andre parters systemer). Det arbejde vil i høj grad være afhængig af KMD’s indsats, idet hjælpeprogrammel netop driftes og vedligeholdes af KMD. En transition til en ny leverandør kræver brug af det eksisterende grå programmel (inkl. den Fælleskommunale Platform mv.), da reverse engineering af det grå programmel i praksis (grundet de mange bestanddele i det grå programmel) vil være en omfattende (tillægs)opgave for en evt. ny leverandør.

Hertil kommer, at et leverandørskifte for VUR-systemet ville være forbundet med signifikante risici for de øvrige projekter, især E&G, da en ny leverandør ville skulle anvende en periode på 3-5 år på at sætte sig ind i VUR-systemet og de omkringliggende systemer/projekter.

2. Muligheden for at adskille drift og vedligehold

De tekniske afhængigheder til Den Fælleskommunale Platform og det grå programmel vil gøre det meget risikofyldt at adskille drift af KMD-systemerne, herunder VUR, da det kræver en større udviklingsopgave samt KMD’s aktive medvirken, idet ændringerne funktionelt og teknisk afhænger af KMD’s systemer. Det vil være en udfordring pga. den eksisterende leverandørafhængighed – herunder af nøglemedarbejdere hos KMD og de tekniske afhængigheder til Den Fælleskommunale Platform.

En evt. leverandørmæssig og fysisk opdeling mellem drift og vedligeholdelse/udvikling vurderes således at ville kræve oplæring af nye medarbejdere, som formodentlig vil tage 3-5 år hos såvel KMD som hos UFST. Fysisk opdeling mellem drift og vedligehold kan således først påbegyndes efter de 3-5 år med oplæring af nye medarbejdere, udbygning af UFST's organisation mv.

3. Afhængighed af nøglemedarbejdere og tavs viden

Den nuværende tavse viden hos KMD og dennes nøglemedarbejdere er essentiel for at kunne drifte og vedligeholde VUR-systemet, indtil det kan erstattes af E&G. Her skal det tages i betragtning, at KMD har opbygget over 20 års tavs viden om VUR-systemet i forbindelse med KMD's udvikling, drift og vedligeholdelse af VUR-systemet.

Kilde: Udviklings- og Forenklingsstyrelsen.

4 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
2
21. februar kl. 10:11

Hej Dennis. Tak fordi du læser med. Det er helt rigtigt, som du siger, at indhold fra vores PRO-sites også lejlighedsvis ligger på Version2 og ing.dk. Det tjener naturligvis det formål, at vi gerne vil have flere til at opdage vores PRO-univers, men siden alle IDA-medlemmer også har gratis adgang til seks PRO-artikler om måneden, tænker jeg egentlig, at det giver meget god mening. Jeg sætter stor pris på, at du læser med og har en holdning til Version og vores medier. Jeg forstår dog ikke helt, hvad du mener med "fuskersites". Du er meget velkommen til at uddybe enten her eller fange mig på 20 12 82 74 / adf@ing.dk, hvis du har lyst til at dele dine tanker om det.

Mvh Adam Redaktionschef, Version2 og Ingeniøren PRO.

4
23. februar kl. 12:07

Jeg kan for øvrigt se at pro links på selve V2 (har ikke tjekket ing, men går ud fra at det er det samme) er korrekt markeret med et "Indhold fra xyzTech" label. Hvis det er en ren fejl at det label ikke er røget med over i jeres XSS feed, er det selvfølgelig en overdrivelse at kalde det fusk.

3
23. februar kl. 11:55

For det første bliver man sendt herover fra jeres (XSS) feed uden nogen advarsel om at det ikke er en V2 eller ing artikel (det samme gælder for øvrigt for når I sender mellem V2 og ing). Når det er en ekstern artikel skal det selvfølgelig markeres, ellers er det fusk. Man regner med en ing/V2 artikel som man som IDA medlem har uendeligt af, i stedet skal man betale. Jo jo, med et klip, men det var ikke det man regnede med da man klikkede. Får man så noget dybdeborende, gennemarbejdet eller med ekstra ekspertviden hvis man beslutter sig for at bruge et klip? Nej, (i hvert fald for de måske 5-6 artikler jeg har set på), det er meget tæt på ren simpel rapportering. Det er bare besluttet at denne er noget man skal betale for. For at bruge den her artikel som eksempel, er det eneste indblik noget I har fået fra styrelserne.

Hvad er jeres begrundelse for at det her er "pro"? Det ser ud som om at det mest af alt er valgt ud fra hvor mange øjne der kan komme på. Hvis I virkelig har planer om at bruge pro medierne til noget relevant, og I insisterer på at pushe dem på den nasty måde, bør I nok sørge for at man faktisk støder ind i artikler der får en til at tænke "wow, det kunne godt være at man skulle bruge mere tid herovre" i stedet for det her pjat, for det er et ren irritation, og har den absolut modsatte effekt.

1
21. februar kl. 09:02

Hvornår lægger i det -Tech skrammel i graven? Endnu en artikel der ikke har nogen som helst grund til at være andre steder end på Version2, og som igen er dukket op i Version2's feed som om at det var en reel V2 artikel.

Er der nogen af IDA listerne der har planer om at lukke for kassen til de her fuskersites, eller er alle ombord?