Godt et år efter MitID blev lanceret, har Digitaliseringsstyrelsen taget temperaturen på danskernes holdning til den nye digitale ID-løsning.
Og selvom borgerne i gennemsnit bruger MitID hver tredje dag, er det langt fra alle, der er glade for systemet.
18 procent af danskerne svarer således i en ny måling af brugertilfredsheden, at de er utilfredse med MitID, og det er der grund til at være opmærksom på, lyder det fra Digitaliseringsstyrelsen.
»Når knap en femtedel af borgerne er utilfredse med MitID, er det noget, vi skal tage alvorligt. Det har ikke været lige let for alle at få MitID, og tallene her understreger, hvor vigtigt det er, at vi løbende har øje for, hvordan vi kan forbedre løsningen,« siger Adam Lebech, der er vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen i en pressemeddelelse.
App-brugere er mindst tilfredse
Det er virksomheden Peytz&Co, der har lavet undersøgelsen for Nets DanID A/S, som står bag MitID sammen med Digitaliseringsstyrelsen.
1091 danskere over 18 år har deltaget i målingen, og udover de 18 procent, der er utilfredse, svarer 64 procent, at de er tilfredse, imens de sidste 18 procent har svaret “hverken eller”.
MitID anvendes af langt de fleste som app, men det er kodeviserne, der har de mest tilfredse brugere. Brugertilfredshedsundersøgelsen viser, at tre ud af fire brugere af MitID kodeviser er tilfredse, mens 62 pct. af app-brugerne er tilfredse.
Samtidig har undersøgelsen også haft sikkerhed og tryghed i fokus, og her svarer 64 procent, at de oplever MitID som sikkert, imens 75 procent er trygge ved at bruge den nye ID-løsning.
Minister: »Ikke prangende«
Digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) kommenterede også den nye tilfredshedsundersøgelse, da hun onsdag var kaldt i samråd om netop udrulningen af MitID.
»Det er jo ikke prangende, at det er 64 procent (der er tilfredse med løsningen, red.). Jeg kunne godt tænke mig, at det så bedre ud.«
Hun peger på, at tallene så nogenlunde ud på samme måde, da Danmark i første omgang indførte MitIDs forgænger, NemID.
Ifølge Digitaliseringsstyrelsen var der også 18 procent utilfredse borgere, da brugertilfredsheden første gang blev målt for NemID tilbage i 2010, kort tid efter lanceringen af løsningen.
Det ændrede sig dog over tid, og i 2021 kun var 2 pct., der var utilfredse med NemID, oplyser styrelsen.
Hos Digitaliseringsstyrelsen »håber og tror« vicedirektør Adam Lebech, at man kommer til at se den samme udvikling for MitID. På samrådet påpegede Marie Bjerre, at hun gør det samme.
»Derfor håber jeg på, at tilfredsheden bliver større,« sagde digitaliseringsministeren under samrådet.
