Mindst fire kommuner udskyder Aula – flere overvejer
Kommunerne Køge, Mariagerfjord, Sorø og Horsens har udskudt go-live med det nye Aula, som ellers skulle ske i uge 43.
Det skriver TV2 Øst på baggrund af Ritzau.
Aula skal afløse Forældreintra og være den centrale kommunikationskanal mellem SFO’er, dagtilbud og hjem i alle landets folkeskoler og i dagtilbud i 93 kommuner.
Langeland og Samsø kommune var også tæt på at udskyde, men besluttede fredag at overgå til Aula i uge 43, efter at Kombit varslede ekstraudgifter på op til en kvart million kroner, hvis man udskyder, skriver TV2 Øst.
Begrundelserne for at udskyde er forskellige
Kommunerne har angiver forskellige årsager til beslutningen om at udskyde Aula.
I Horsens vil man ifølge fyens.dk tage hensyn til, at lærerne ikke har tid her i efteråret til at sætte sig ind i det nye system.
Skolechef i Køge Kommune Søren Thorborg har oplyst til fagbladet Folkeskolen, at kommunen har opfordret skolerne i kommunen til at vente med Aula til efter nytår på grund af bekymring for datasikkerhed og manglende funktionalitet.
Ifølge hans mail til Folkeskolen er der 'meget indviklede arbejdsgange, når 'sikre filer' skal gemmes, ligesom der er et helt uløst problem omkring adgang til Aula for personale på de opholdssteder og specialtilbud, hvor 'de allersvageste af vores elever bor'.
Det samme gælder brugen af Aula for flygtninge og andre udenlandske statsborgere uden dansk CPR-nummer, fremgår det.
Ifølge kommunen.dk skulle Varde, Faxe, Albertslund, Lolland, Faaborg-Midtfyn, Hobro og Stevns også have overvejelser om at udskyde Aula, men det er ikke bekræftet, skriver mediet.
