Hvor er de kommunale it-investeringer?

I coronakrisens skygge lider de it-virksomheder, der handler med offentlige myndigheder, fordi myndighederne udskyder og aflyser opgaver, skriver direktør Morten Kjærsgaard fra Magenta i dette opråb til kommunerne.
Brødtekst

Dette er et debatindlæg. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit bidrag til adf@ing.dk

Allerførst: Tusind tak til jer i kommunerne, der holder dampen oppe, og som tænker på, at der også skal være open source-løsninger på den anden side af lockdown-perioden. I ved selv, hvem I er, og vi elsker jer. Det er på grund af jer, vi sætter os foran tastaturet og mødeskærmen hver morgen.

Men jeg er også en anelse skuffet. Skuffet over den skævhed, der kendetegner de kommunale prioriteringer. Regeringen afskaffede anlægsloftet midt i april. Siden da har mange kommuner igangsat renoveringer af bygninger og veje, og kommunerne har også sat gang i nybyggeri af blandt andet daginstitutioner og skoler. De seneste tal, jeg har set, er at der er sat gang i arbejde for bygge- og anlægssektoren for et sted mellem 5 og 7 mia. kr.

Samtidig oplever vi i it-virksomhederne, at det går den modsatte vej. Opgaver, som var aftalt med vores kommunale kunder, og som skulle have været igangsat, bliver udskudt på ubestemt tid. Workshops, som var fastlagt, aflyses, fordi kunderne mener, det er umuligt at gennemføre online.

Det koster it-virksomhederne dyrt. Hver tredje it-virksomhed har ikke likviditet til at fortsætte meget længere, hvis den offentlige lockdown fortsætter. De it-virksomheder, der handler med de offentlige myndigheder, oplever dobbelt så stor ordre-tilbagegang som de virksomheder, der handler med den private sektor.

Den er værd at holde fast i et øjeblik: Brancheorganisationen IT-Branchen har i en undersøgelse dokumenteret, at er du en it-virksomhed med private kunder, så fastholder du dine kunder og opgaver i dobbelt så høj grad, som hvis du har offentlige kunder og opgaver.

Det er jo helt absurd al den stund, at de offentlige myndigheder fastholder deres budgetter - ovenikøbet med et annulleret anlægsloft - mens de private virksomheder lider under lockdown. Alligevel fastholder de private virksomheder i større grad deres it-budgetter og opgaver, mens de offentlige går mere eller mindre i stå.

De offentlige it-midler er med andre ord indefrosset i en grad, der lægger it-virksomhederne ned. Jeg er med på, at det er en udfordring at kommunikere online, men come on - så svært er det ikke, og hvis I vil have levedygtige it-virksomheder på den anden side af coronaen, så luk op, inviter ind og sæt gang i projekterne.

Dette indlæg er oprindeligt bragt på os2.eu