Hæv de digitale ambitioner

Kommuner, regioner og regering skal hæve barren, når de til foråret skal lave en ny fællesoffentlig digitaliseringsstrategi for de næste fire år, skriver IDA, som peger på klimaudfordringer og velfærd som områder, hvor særligt kunstig intelligens kan komme til at spille en afgørende rolle.
Brødtekst

Digitalisering har allerede i dag taget alvorligt fat i og transformeret den virkelighed og det samfund, som vi kendte for blot få år siden. Akkurat det samme vil vi kunne skrive om allerede et til to år, for udviklingen går stærkere end nogensinde før, og netop derfor er det vigtigt, at vi som nation følger med den hastige udvikling.

En ny ambitiøs og visionær digitaliseringsstrategi er derfor vigtig, hvis vi skal beholde den danske førerposition i digital offentlig forvaltning. Det kræver naturligvis, at politikerne tør tænke langsigtet, og at man samtidig sikrer, at visionerne bakkes op af en realistisk økonomisk ramme.

Danmark har tonsvis af data

Forudsætningerne for at komme godt videre og fastholde vores position er i den grad til stede, hvilket gør det muligt at tænke ud af boksen og høste endnu flere frugter ved hjælp af digitalisering. Danmark ligger allerede i dag inde med tonsvis af data. Vi er med helt fremme når det drejer sig om data, da vi for længst har droppet fax’en og i høj grad benytter os af digitale løsninger.

Den danske befolkning er placeret i toppen, når det kommer til brug af it, og scorer samtidig højt i it-parathed. Med andre ord er fundamentet støbt, og med en forhåbentlig langsigtet og ambitiøs digitaliseringsstrategi vil vi kunne tage fat om nogen af de helt store udfordringer, Danmark – og resten af verden - står overfor.

Kunstig intelligens kan minimere energiforbrug

Klimaudfordringerne løses ikke alene af digitalisering, men ved smartere brug af it og i udviklingen af nye værktøjer vil digitaliseringen kunne medvirke til, at vi også på klimafronten gør os klogere og smartere.

Det handler for eksempel både om, at kunstig intelligens kan bruges til effektivt at styre og dermed minimere energiforbruget, men også om at vi kan programmere klimamæssigt meget klogere end vi har gjort indtil nu. Myndighederne bør derfor begynde at stille krav til leverandører af offentlige digitale løsninger om at sikre et så lavt energiforbrug som muligt.

På velfærdsområder er der ingen tvivl om, at øget brug af digitale løsninger vil være afgørende, for at frigive tid til at der også er varme hænder. Begge emner har stor politisk bevågenhed, og derfor ser jeg gerne, at også de vigtige brikker i puslespillet, der hedder it og digitalisering, får øget politisk opmærksomhed i forbindelse med den nye digitaliseringsstrategi.

Skal vi også erhvervsmæssigt have gavn af en ny digitaliseringsstrategi, skal vi sikre, at vi klogt får det fulde potentiale ud af teknologierne. Der skal sikres åbne data, vi skal have teknologi-kompetente ledelser, og vi skal naturligvis sikre, at vi uddanner de rette kompetencer til den digitale omstilling. Helt centralt er det også, at en ny strategi lægger op til, at vi digitaliserer klogt og ikke blot digitaliserer for at digitalisere.

Støt mindre virksomheder og danske løsninger

Vi skal desuden have modet til at fejle, og ikke mindst lade mindre danske teknologivirksomheder kunne være med i udviklingen af nye løsninger. Løsninger købt af de store udenlandske virksomheder er ikke altid optimale, og en digitaliseringsstrategi vil også kunne understøtte den hjemlige innovation. Store, forkromede nationale løsninger kan desuden have den bagside, at videreudvikling og forbedringer af it-løsningerne ikke bliver interessante.

Vi skal have viljen og mandatet til at træffe kloge beslutninger vedrørende teknologi, som vi ikke nødvendigvis kender den dag, hvor beslutningen træffes. Kommer vi først ud af starthullerne, når de nye teknologier allerede er her, vil det være for sent. Her er udvikling og brug af kunstig intelligens et godt eksempel, hvor Danmark faktisk godt kan være med, uden at gå på kompromis med dataetikken.

Det er dog vigtigt, at rammer og lovgivning skal være på plads. Hvis borgerne ikke længere føler sig trygge ved digitaliseringen, er intet vundet. Derfor skal der være transparens, så det er muligt for danskerne at følge med i, hvilke og hvor mange af deres data, der samles og anvendes. Uden tilliden smuldrer grundlaget.