Efter kritisk ekspertrapport: Sådan forsøger regioner at redde Sundhedsplatformen
Sundhedsplatformen

Foto : Hanne Kokkegård

Efter kritisk ekspertrapport: Sådan forsøger regioner at redde Sundhedsplatformen

Der blev ikke lagt fingre imellem, da et uafhængigt ekspertråd i august fremlagde sin rapport om Sundhedsplatformen. Nu arbejder regionerne blandt andet på at holde bedre snor i leverandøren og højne brugertilfredsheden.

Efter årelang kritik af Sundhedsplatformen nedsatte Region Hovedstaden sidste år et uafhængigt ekspertråd, der skulle komme med anbefalinger til forbedring af systemet i regionerne Hovedstaden og Sjælland.

I august lå den kritiske rapport med anbefalingerne så klar, og i en skriftlig orientering til Region Hovedstadens forretningsudvalg kan man nu læse, hvordan regionerne forsøger at gøre det udskældte EPJ-system bedre.

Et af de primære kritikpunkter i rapporten er, at der mangler en klar retning og styring efter konkrete mål på tværs af de to regioner. 

»Det er uklart, hvad der bestemmes hvor, og hvem der bestemmer hvad, samt hvordan det hænger sammen med øvrige projekter i Region H og Region Sjælland,« skrev ekspertrådet i rapporten, og derfor arbejder regionerne nu blandt andet på at få klargjort, hvad hospitalerne har ansvar for, og hvad it-funktionen CIMT har ansvar for.

»Der skal ske et niveauskifte, hvor centeret skal have en større tyngde i forhold til it-kompetencer, og der skal være en klarere rollefordeling i forhold til hospitalerne. Centret skal i højere grad understøtte hospitalerne med it-kompetencer, mens hospitalerne skal tage det kliniske ansvar,« hedder det i orienteringen til forretningsudvalget, hvor man også kan læse, at man forsøger at øge både hastighed og kvalitet i CIMT's leverancer.

Læs også: Stor opdatering af Sundhedsplatformen: Sådan håndterer man 16 timers nedetid med 6.500 patienter

Blandt andet har man etableret release management i den centrale it-funktion og øget fokus på test management og projektledelse.

»Forbedringerne i CIMT’s service skal ske i et tættere samarbejde med hospitalerne, hvor CIMT øger tilstedeværelsen på hospitalerne og forsøger at etablere en kultur, der er mere partnerorienteret og rådgivende. Det indebærer bl.a., at der skal ske en forenkling af beslutningsprocesser for at øge ledelseskraften. Det indebærer også, at CIMT fokuserer på it, mens hospitalerne bidrager med kliniske perspektiver.«

Leverandøren har forpligtet sig

I rapporten fra august lød det også fra ekspertrådet, at regionerne Hovedstaden og Sjælland skal blive bedre til at holde snor i den amerikanske leverandør, Epic Systems.

Læs også: Tre år efter go live kommunikerer Sundhedsplatformen stadig ikke med vigtige databaser: »Det var jo noget af det, vi kunne se som den store gevinst«

Ifølge eksperterne bør der etableres en central funktion for leverandørstyring, og i orienteringen fremgår det da også, at regionerne nu har stillet krav til Epic:

»De to regioners koncerndirektioner og Epics administrerende direktør har senest holdt møde i forbindelse med det årlige User Group Meeting i Epics hovedkvarter i Wisconsin i august. Her fremlagde de to regioner konkrete forbedringsønsker og understregede behovet for, at Epic fremadrettet er mere proaktiv og indgår i et merde forpligtende samarbejde med de to regioner.«

10 forbedringer af medicinområdet

Det er mundet ud i, at man for fremtiden kommer til at holde ugentlige møder med leverandøren om særligt prioriterede områder som for eksempel medicin. 

Og ifølge en såkaldt bruttoliste med initiativer fra Region Hovedstaden, har Epic lovet at poste flere penge i at få rettet op på blandt andet medicin.

»Epic har desuden forpligtet sig til at afsætte flere ressourcer til løsning af konkrete forbedringsønsker, herunder bl.a. medicinering.«

Regionerne har angiveligt afleveret 10 konkrete punkter til forbedring af medicinering, og der er ifølge orienteringen til Region Hovedstadens forretningsudvalg aftalt deadlines for produktionen af forbedringerne fra oktober måned og frem mod februar 2020.

Læs også: Algoritme skal lukke og genåbne en million patientsager i nyt Landspatientregister

Sundhedsplatformen har været hårdt ramt af problemer på medicinområdet i længere tid, og blandt andet har samspillet med Fælles Medicinkort (FMK) været genstand for kraftig kritik.

I august sidste år betød en fejl i forbindelse med en opdatering af Sundhedsplatformen, at opdateringer i FMK ikke fungerede, og det betød konkret, at der kom forkert udløbsdato på mere end 1.400 patienters medicin.

I starten af marts 2019 var den igen gal med samspillet mellem Sundhedsplatformen og FMK, og igen var det i forbindelse med en opdatering af Sundhedsplatformen.

Mere end hver tredje indlagte patient i Region Hovedstaden og 30 procent af de indlagte patienter i Region Sjælland fik ikke opdateret deres medicinkort, der skal give fagpersonalet overblik over, hvilken medicin en given patient har fået.

Forbedringsforløb på alle hospitaler

Sundhedsplatformen har stort set siden implementeringen været stærkt upopulær blandt dele af det kliniske personale i begge regioner.

Tidligere på måneden anbefalede overlægerne i Region Sjælland helt at skrotte det store EPJ-system, og i ekspertrådets rapport stod det også klart, at man skal lægge sig i selen for at få medarbejderne med om bord.

»Der skal markant fokus på at få øget brugertilfredsheden og få mere tempo ind i forbedringerne,« hedder det i rapporten, og i den seneste orientering til forretningsudvalget i Region H fremgår det også, at man forsøger at gøre brugerne glade ved hjælp af såkaldte forbedringsforløb.

Det betyder, at den enkelte afdeling på det enkelte hospital får lov at prioritere, hvilke konkrete forbedringer de har brug for.

Herefter beslutter hospitalsledelserne, hvilke funktionalitetsmæssige problemer der skal løses - og nu afventer man ifølge orienteringen til forretningsudvalget resultatet af en stor brugertilfredshedsundersøgelse, som blev skudt i gang for nylig.

»Arbejdet med at øge brugertilfredsheden vil fortsætte og justeres alt efter, hvad undersøgelsens resultater viser.«