Designet til tillid

Open source-modellen kan være med til at foregribe problematikker som overvågning, digital mistillid og datatyveri. I en tid, hvor tilliden til offentlig digitalisering ikke er på sit højeste, er open source-software og digital dannelse vejen fremad, mener antropolog Christian Astrup.
Brødtekst

Tilbage i 2017 udkom et særnummer af Current Anthropology med temaet ‘New Media, New Publics’. Professor Christopher Kelty fra University of California bidrog med artiklen »Too much democracy in all the wrong places: Toward a grammar of participation«I indledningen kridter han et kontrastfyldt billede op:

»From free and open source software to crowdsourcing to Wikipedia, we have caught a glimpse of a bright, open, new world of voluntary, rhizomatic, mutual aid; from WikiLeaks to the NSA to the “sharing economy,” we have seen behind the curtain of surveillance and extraction and experienced involuntary participation at shocking scales.« – Christopher Kelty [1]

I de mellemliggende tre år er problemstillingerne kun blevet mere relevante.

Bevægelsen mod større forbundethed er et grundvilkår for både samfund og individer, men den kan hurtigt blive utryg, hvis vi ikke er vagtsomme. Det tages nærmest for givet, at informationsteknologi nu bevæger sig i et tempo, hvor ingen rigtig har overblik over, hvilke effekter den kommer til at have på lang sigt. Jeg tror derfor, det kunne være relevant at se på, hvordan man kan bruge Open Source til at foregribe nogle af de problematikker, som kan opstå ved digitalisering i det offentlige.

Tillid i digitaliseringens tid

Der har været skrevet en del om Danmark som tillidssamfund - et sted, hvor en grundlæggende værdi er tiltro til sine medborgere. Uanset om det kommer til udtryk som idylliske tag-selv jordbær i vejsiden eller en mere abstrakt velvilje overfor fællesskab og samskabelse. Når der tales om tillid som samfundsværdi, fremhæves det tit, at det har noget at gøre med, at man følger reglerne, også når ingen kigger.

Digitalisering tager fart både i den private og offentlige sektor, men tilliden til det offentliges omgang med digitale data er faldet voldsomt de seneste år. Andelen af danskere med »høj« eller »nogen grad« af tillid til det offentliges omgang med deres personlige data er faldet fra 83 procent i 2017 til 76 procent i 2019. [2]

Det er ret dramatisk med tanke på, at tillid og digitalisering har været en politisk prioritet - for eksempel med reformsporet Digitalisering i verdensklasse, hvori regeringen i 2018 erklærede som mål, at:

»Flere skal have tillid til, at deres personlige data behandles forsvarligt i den offentlige sektor. Inden 2024 skal 90 procent af borgerne derfor have tillid til det offentliges behandling af data, og 60 procent skal have høj tillid.« – Regeringen, 2018 [3]

Den skrantende tillid til digitalisering i det offentlige hænger givetvis sammen med en række mindre heldige sager. Her er Gladsaxe-modellen nok den mest almenkendte - sagen drejede sig om en algoritme, som kan opdage mistrivsel hos børn tidligt. Det lyder umiddelbart meget tilforladeligt, men endte i en ret omfattende kontrovers.

Gladsaxe-sagen angik, dels at man brugte borgeres data til andre formål, end de var indsamlet til, og dels hvordan borgeres data blev opbevaret. Omtrent 20.000 borgeres personoplysninger blev for eksempel lækket fra Gladsaxe Kommune, da en computer blev stjålet, hvor de var gemt lokalt på et ukrypteret regneark. [4]

Hvordan giver sådan en sag så anledning til ramaskrig og et knæk i tilliden til digitaliseringen? Der er givetvis en del mennesker, som (med rette) er bekymrede over forskellige former for uredelig omgang med data. Men det spørgsmål, som spøgte i debatten, lød noget i stil med: ‘Kan det i sidste ende betyde, at en algoritme sætter en række begivenheder i gang, som ender med, at et barn bliver fjernet’ - og svaret var ikke entydigt nej.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor rimelige den slags bekymringer er i forhold til det konkrete system, og hvordan det passer sammen med sagsbehandlingen, men det var helt tydeligt noget, som satte strøm til nogle følelser.

Selvom det tekniske problem med Gladsaxe-modellen var et spørgsmål om samkørsel og opbevaring af data, så vil jeg vove den påstand, at det ikke var data, som bevægede sig mellem to systemer, der fik folks følelser i kog. Det var snarere en fornemmelse af at blive gået bag om ryggen, af manglende ejerskab og en utryg fornemmelse af, at der sker ting og sager med ens data i skyggefulde kroge, som kan få alvorlige menneskelige omkostninger for én.

Med andre ord: Mistilliden udspringer af manglende gennemsigtighed og en fornemmelse af at være tilsidesat.

Landet ligger altså sådan: Danskerne har en høj grad af tillid, men den er kraftigt udfordret, når det kommer til digitalisering i det offentlige. Digitaliseringen er nok kommet for at blive, så hvordan skaffer man fodfæste nok til at genoprette tilliden?

Gennemsigtighed, samskabelse og socialt design

En måde at genoprette (og fremtidssikre) tilliden til digitaliseringen på kunne være at sikre borgerinddragelse og gennemsigtighed - og i yderste konsekvens deltagelse og medskabelse. Friheden til at se, bruge, ændre og dele computerkode er designprincipper, som i min optik lægger sig enormt godt til at gøre borgere til medskabere af de programmer, som omgiver dem.

Borgerinddragelse og samskabelse er et helt klassisk greb, som (forhåbentlig) gør offentlige processer mere jordnære og vedkommende. Derudover tror jeg ikke, man skal undervurdere effekten af selve oplevelsen - muligheden for at deltage er i sig selv et demokratisk gode.

Her er der nogle klare fordele ved open source-software ift. værdisættet. Der er en implicit gennemsigtighed ved open source, som foregriber en bestemt form for tillidsbrud - den ufrivillige deltagelse, som jeg citerede Kelty for i indledningen. Gladsaxe-modellen er langt fra den eneste oplevelse af den slags. 10’erne har på mange måder været en parade af hændelser, hvor brugere af forskellige programmer og sociale medier enten er blevet lokket til at forære store mængder data væk eller simpelthen har fået dem stjålet uden deres vidende. Det gælder både statslige og private aktører, og deres indbyrdes relationer er ikke altid umiddelbart gennemskuelige.

Open source er ikke bare gennemsigtig, den er også fleksibel. Hvis et firma udvikler et stykke open source-software, som fungerer godt, men indeholder malware, der udspionerer brugeren, så står der intet i vejen for at fjerne det fra koden og bruge resten af programmet. Hvis en kommune har udviklet et stykke open source-software, kan en anden kommune med anderledes behov ændre det. Kommune 1 kan udvikle en softwareløsning. Den løsning kan rettes til for at skabe en version, som er skræddersyet til kommune 2. Man forebygger akavede onesize løsninger og undgår dobbeltarbejde.

Hertil kommer, at programmeringsværktøjer i stigende grad bliver tilgængelige for den brede offentlighed [5]. Gennem visualiseringsværktøjer og blokkodning er barrieren fra idé til at have lavet et simpelt program blevet meget lavere, og man kan forestille sig interessante sammenspil mellem maker-aktiviteter og offentlig software, som kun er mulig, hvis den er open source. Hvis borgere ikke bare kan give input til offentlig software, men også kan udforske og bygge om på den, så er der pludselig skabt et kreativt rum for borgerinitiativer.

Digital dannelse

Hvis vi herhjemme oplever, at tilliden til det offentlige er udfordret, fordi borgere føler sig hægtet af digitaliseringen, så kan open source sørge for, at maskinrummet er ulåst. Det er dog langt fra alle, som i praksis kan bruge den adgang til noget. Så hvordan kommer vi videre herfra?

Læsere af denne blog med interesse for open source er formentlig stødt på Richard Stallman før. I ‘The GNU Project and Free Software’ anbefaler han blandt andet, at man i den offentlige sektor migrerer til ‘fri’ software og sørger for, at den almene borger bliver klædt på til at bruge den:

»Schools have a social mission: to teach students to be citizens of a strong, capable, independent, cooperating and free society. They should promote the use of free software just as they promote conservation and voting. By teaching students free software, they can graduate citizens ready to live in a free digital society.« – Richard Stallman [6]

Gennemgribende og aktiv deltagelse fra en hær af frivillige Citizen Coders er måske lige ambitiøst nok for 2020, men forestillingen om den kompetente og aktivt deltagende borger er på mange måder intuitivt genkendeligt som en cyberpunket spejling af Grundtvigs dannelsestanke.

Hvis der er noget positivt at sige om Gladsaxe-shitstormen, så må det være, at det gav anledning til en del refleksion over, hvilken slags digitalisering man egentlig er interesseret i at have. Hvis man er lidt fræk, kunne man måske kalde det en form for digital klassebevidsthed. Det er en problematik, som kan blive meget konkret, som når ældre mennesker, der aldrig helt nåede med på computerbølgen, har brug for hjælp til den digitale selvbetjening. Hvis udviklingen kun går hurtigere, så bør det være en prioritet, at så få som muligt bliver hægtet af.

Fremtiden er tillidsfuld

I indledningen til denne blogpost nævnte jeg Keltys artikel »Too much democracy in all the wrong places«. Det kan virke som en lidt mystisk titel, men det hænger sammen med, at Kelty har en rimelig lunken holdning til, hvor meget reel indflydelse der kommer af klassisk borgerinddragelse. Han skriver blandt andet, at:

»These projects did not transform the structure or operation of national or local government by extending the franchise (which was occurring at the same time in the Voting Rights Act) or changing the legal structure of the administrative state in some permanent way, but they did mandate participation without defining it. Participation had been “legalized” where before it had been a vague normative demand.« – Christopher Kelty

Det er selvfølgelig ikke en specielt banebrydende observation. Den klassiske kritik af borgerinddragelse er, at det hurtigt bliver en tæmmet og institutionaliseret måde at deltage på, og at de institutionelle rammer hurtigt begrænser den kreativitet, kant og engagement, som man egentlig gerne ville have frem. Man kunne bekymre sig om, om det kreative rum for deltagelse, der ligger implicit i offentlig open source ville gå samme vej. Det ville være en skam, hvis borgere, som engagerede sig i open source, endte med at gå i cirkler, som en tiger i et lille bur.

Dette er i min optik en potentiel faldgrube på lang sigt - at tilliden til borgeren svigter, og man forsøger at styre, hvordan de må bruge, se eller ændre i offentlig open source-software. Her er det nok vigtigt, at man har is i maven og blander sig så lidt som muligt.

Hvis vi er interesserede i at fremelske tillid til den offentlige digitalisering, så giver open source en usædvanlig mulighed for at udvise tillid til borgeren, og det giver plads til en meget konkret form for samskabelse. Med andre ord kan man måske tage det første skridt mod et gensidigt tillidsforhold ved at indtænke tillid i sit design - uanset om det er et stykke software eller en bod med tag-selv jordbær.

[1] Kelty, Christopher M. »Too Much Democracy in All the Wrong Places: Toward a Grammar of Participation«. Current Anthropology 58.S15, S77–S90. 2017.

[2] https://itb.dk/maerkesager/offentlig-digitalisering/den-digitale-tillid-til-det-offentlige-styrtbloeder/

[3] https://www.regeringen.dk/media/5854/digital-service-i-verdensklasse_web.pdf

[4] https://politiken.dk/indland/art6918190/Gladsaxe-indr%C3%B8mmer-mere-ulovlig-databehandling

[5] https://www.linkedin.com/pulse/rise-citizen-coder-amitabh-ray/

[6] Free Software, Free Society: Selected Essays of Richard Stallman

Dette synspunkt er oprindeligt bragt på OS2.eu.