Nyt center for klinisk kunstig intelligens skal forbedre sundhedsvæsenet

Nyt center for klinisk kunstig intelligens skal forbedre sundhedsvæsenet

Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet går sammen om et nyt center for klinisk kunstig intelligens, der skal levere nye løsninger til sundhedsvæsenet.Centeret, CAI-X, er det første af sin slags. Det skriver SDU.

Omkring 20 forskningsprojekter er allerede sat i gang, og på sigt er ambitionen, at centeret skal være verdensførende inden for klinisk kunstig intelligens. 

Projekterne skal tilbyde intelligente løsninger på konkrete problemer i sundhedsvæsenet i form af eksempelvis intelligente scanninger og analyser af sygdomsaktiviteten i gigtpatienter eller en intelligent kamerapille, der sluges af patienten og fotograferer sin vej gennem tarmsystemet.

»Vi står i en situation, hvor efterspørgslen på sundhedsydelser stiger, mens der er mangel på kvalificeret personale. AI-løsninger vil bidrage til, at vi kan undersøge flere patienter hurtigere og samtidigt sikre den højest mulige kvalitet i behandlingen,« siger Bjarne Dahler-Eriksen, lægelig direktør på OUH.

Forskningscenteret skal dække alle kliniske områder på OUH og skal foruden private virksomheder samarbejde med kommuner og andre forskningscentre og hospitaler.

https://pro.ing.dk/9584

18. jan 2021 10:37