Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Ny vicedirektør ser frem: Bliver ekstraordinær tid i Digitaliseringstyrelsen

11. januar kl. 05:30
Digitaliseringsstyrelsen
Illustration: Digitaliseringsstyrelsen.
Fra den 1. december fik Digitaliseringsstyrelsen ny vicedirektør i form af Mette Lindstrøm Lage. I dette synspunkt har vi bedt hende svare på, hvad hun som nyt medlem af direktionen ser som den vigtigste opgave for Digitaliseringsstyrelsen i 2022 og for den offentlige digitalisering i Danmark fremadrettet.
Artiklen er ældre end 30 dage

Vi har netop lagt et ekstraordinært år bag os. Et år, hvor covid-tågen ikke ville lette over Danmark og slet ikke over resten af verden. Hvis man kan tale om positive sidegevinster ved coronapandemien, så har en af dem været, hvor tydeligt det er blevet for os alle, at digitalisering er et redskab med stort potentiale for udvikling af vores velfærdssamfund.

Vi kan kommunikere med det offentlige, interagere med vores læge, forny vores pas, indberette til Skat og gå i banken - alt sammen digitalt. Services, vi tager for givet. Men vi skal ikke langt syd for grænsen før de misunder os det digitale fundament, som har gjort os i stand til at opretholde mange af vores samfundsfunktioner under pandemien.

Når Danmark i dag ligger i front som digitalt foregangsland, skyldes det mange års målrettet indsats og ikke mindst en tidlig og benhård prioritering af en digitalisering af den offentlige sektor og de offentlige services.

Samtidig har vi i Danmark et unikt og ambitiøst samarbejde mellem stat, kommuner, regioner og det private erhvervsliv, som har medvirket til, at løsninger som Digital Post, Borger.dk og NemID - der er ved at blive erstattet af MitID - er blevet en helt integreret del af vores infrastruktur. Men der er stadig masser af potentiale inden for offentlig digitalisering.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Personligt er jeg derfor både spændt og beæret over, at jeg fremover kommer til at blive en del af denne rejse som vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.

Fokus på borgere, der er udfordret digitalt

Man kan sige, at Digitaliseringsstyrelsen er en gammel dame i en ung krop. Den første iPhone kom for knap 15 år siden.

Digitaliseringsstyrelsen blev oprettet for 10 år siden. Når jeg kigger tilbage på udviklingen i Danmark de sidste 10 år, så har vi formået at lave nogle lange seje træk sammen på tværs af den offentlige og den private sektor. Vi har formået at lave services til danskerne, som er blevet en vital del af vores hverdag, og som rigtig mange danskere er trygge ved at bruge.

Hjemme hos mig er det en stor dag, når man bliver 15 år og får sit eget NemID/MitID. Der åbner sig en digital verden, som giver indsigt og hjælp til selvhjælp, men som også forpligter.

Vi stiller krav til de digitale kompetencer hos borgerne i Danmark. Derfor skal vi samtidig have fokus på de borgere, som har det svært med det digitale. Heri ligger et vigtigt stykke arbejde, som fylder meget hos Digitaliseringsstyrelsen. For når vi digitaliserer danskernes hverdag, er vi også forpligtede til at tage højde for den enkeltes livssituation og behov for alle borgere i Danmark. Digitaliseringsstyrelsen har således mange vigtige roller og opgaver i den digitale udvikling i Danmark.

Det kræver en målrettet og vedholdende indsats, hvis vi også i fremtiden skal være et digitalt foregangsland og udnytte de potentialer, som teknologien rummer.

Regeringen nedsatte i marts 2021 et digitaliseringspartnerskab, der 1. oktober 2021 afleverede 46 anbefalinger til, hvordan Danmark bedst omsætter de teknologiske muligheder i fremtiden, til gavn for borgere og virksomheder.

Med finansloven 2022 er der taget hul på arbejdet med at følge op på anbefalingerne, og jeg ser frem til, at vi i de kommende år blandt andet kommer til at fokusere på anvendelse og udbredelse af nye teknologier såsom kunstig intelligens.     

AI har store potentialer

Kunstig intelligens kan løfte og fremtidssikre vores velfærd og bidrage til den grønne omstilling. Det kan højne kvaliteten i sundhedsbehandlingen og frigøre hænder til den borgernære service. Skal vi lykkes med det, er vi nødt til at kende til både muligheder og udfordringer.

Derfor har staten i samarbejde med KL og Danske Regioner siden 2020 igangsat en række signaturprojekter, der afprøver konkrete løsninger med kunstig intelligens i kommuner og regioner.

I 2022 igangsætter vi 12 nye signaturprojekter, der skal gøre os endnu klogere på, hvordan vi på tværs af den offentlige sektor får idriftsat og udbredt de løsninger, der rummer det største potentiale.

Et andet fokusområde, som jeg kun forventer vil fylde mere og mere fremadrettet, er arbejdet med cyber- og informationssikkerhed. Et højt trusselsbillede inden for cyber- og informationssikkerhed kræver en flerstrenget indsats, og regeringen har derfor netop lanceret en ny national strategi på området, som nu skal føres ud i livet. Det bliver et spændende og vigtigt arbejde, og lige så vigtigt er det at styrke den generelle oplysning om cyber- og informationssikkerhed i samfundet.

Lad der være ingen tvivl om, at det bliver en ekstraordinær tid for mig at træde til som vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.

Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Så skriv til vores PRO debatredaktion på pro-sekretariat@ing.dk

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger