Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Kunstig intelligens er en gylden mulighed for skolen

3 kommentarer.  Hop til debatten
Kunstig intelligens er en gylden mulighed for skolen
Illustration: Bigstock. Se større version
Men debatten skal rykkes, skriver Arild Michel Bakken, Lektor ved Universitet i Stavanger.
Synspunkt 4. november kl. 06:00

I Homo Deus (2016) skriver Yuval Noah Harari om, hvordan algoritmer i dag går »deres egne veje, steder, hvor intet menneske har været – og hvor intet menneske kan følge«. Dermed sætter han fingeren på både mulighederne og truslerne ved kunstig intelligens (AI) for vores menneskelige civilisation: AI-teknologi ser ud til at indvarsle en ny opdagelsestid, men i sin rejse mod nye horisonter må vi mennesker ikke være med. Denne tilstand – hvor mennesket sættes til side – kan vi kalde posthumanisme.

Algoritmerne har helt sikkert også gjort deres indtog i norske skoler. Eleverne arbejder på Chromebooks og iPads, som indsamler data om dem i stor skala. Disse data er låst i licenserede algoritmer og bruges ikke primært til gavn for de studerende, men til gavn for teknologivirksomhederne. Elevers digitale selvbestemmelsesret har ikke gode vilkår i skolen i dag.

Den borgerlige regering i Norge meddelte tidligere i år, at det nationale prøvesystem i skolerne vil skal gennemgåes og fornyes. På hjemmesiden for de partier, der nu skal stå for denne fornyelse, er der ikke mange rosende ord at finde om prøver i skolen. Arbejderpartiet vil »beskæftige sig med overdreven testning«, mens Centerpartiet taler om »testhysteri«. Det adskiller debatten om testsystemet fra den større debat om teknologi i klasseværelset, som i høj grad fratager os muligheden for at håndtere algoritmernes udfordringer på en menneskelig måde.

I den kunstige intelligens tidsalder vil teknologien have alt at sige for vurderingen af ​​elevernes læring, på godt og ondt. At vi har vores eget testsystem – og en diskussion om det – kan hjælpe os med at holde testsystemet humant. Så hvordan kan vi udnytte det potentiale, der findes i AI, uden at snuble over i posthumanisme?

AI giver muligheder 

Lad os først se på fordelen ved at bruge kunstig intelligens i testsystemet. Viden om menneskers mentale liv, færdigheder og ønsker er nyttig. Ifølge ældgammel pædagogisk visdom skulle undervisningen foregå i det, Lev Vygotsky kaldte elevens proksimale udviklingszone, den zone, der ligger lige over det, eleven kan mestre alene i øjeblikket. Dette princip er centralt i den norske skoles ideologiske baggrund gennem Undervisningslovens § 1-3 om, at »undervisningen skal tilpasses den enkelte elevs evner og forudsætninger«. For at opnå dette har læreren brug for data og viden om elevernes forudsætninger.

Brugen af ​​ny teknologi i klasseværelset kan give læreren mere information om eleven, forudsat at dataene rent faktisk ender hos læreren i stedet for at blive kanaliseret mod teknologigiganterne. Samtidig kan nyere algoritmer baseret på maskinlæring også give bedre fortolkninger af dataene. Dermed kan læreren få både rigere og mere nuanceret information om elevens forudsætninger, end de aktuelt får gennem fx. nationale test. Dette vil igen give læreren et bedre grundlag for at tilbyde tilpasset undervisning.

Derudover kan indsamlingen af ​​data også være mere skånsom for eleverne, eller endda give en positiv oplevelse. Dagens prøver kan være meget svære for nogle elever og meget nemme for andre. Begge disse grupper kan stå tilbage med en negativ oplevelse af testen. Morgendagens prøver vil højst sandsynligt være adaptive. I en adaptiv test kan alle elever få test tilpasset deres færdigheder, med en passende balance mellem udfordring og mestring.

Læseprøver kan også tilpasses den enkelte elev i forhold til indholdet af de tekster, eleverne må læse. Algoritmer, der ligner dem, der anbefaler folks bøger baseret på tidligere køb, kan give eleverne tekster om emner, de kan lide, eller i genrer, der engagerer dem. Hvis du er bange for ekkokammereffekter, kan du instruere algoritmerne til at give en passende dosis tekster uden for komfortzonen.

Kommercielle interesser truer

Mulighederne er dragende, men problemerne er også mange og store. At vi mennesker, som Harari siger, ikke kan ‘følge’ algoritmerne, er et alvorligt problem for prøver i skolen. For at gøre brug af informationerne fra testen skal læreren forstå, hvorfor elevernes resultater er, som de er. I en online boghandel lader vi os med et smil overraske over, hvor præcise anbefalingsalgoritmerne er, uden at forstå præcis, hvordan de fungerer, men i et klasseværelse skal algoritmerne være forklarlige.

Hvis læreren skal tilpasse undervisningen ud fra tips fra uforståelige algoritmer, har vi i realiteten givet maskinerne ansvaret for elevernes træning. Et humant testsystem kræver altså, at vi finder måder at lade læreren ‘komme efter’ og forstå den kunstige intelligens. Så kan algoritmerne ikke være forretningshemmeligheder.

En anden stor udfordring er elevernes privatliv. Hvis vi skal udnytte de store løfter, der ligger i AI-teknologi, skal vi indsamle store mængder persondata om elever. Sådanne data skal også opbevares i lang tid, hvis det fulde potentiale skal udnyttes. I modsætning til hvad der er tilfældet i dagens testsystem, kan morgendagens test tages flere gange af eleverne for at følge deres udvikling over tid, samtidig med at de opleves som meningsfulde.

Der er meget arbejde tilbage, før dette kan gøres på en fortrolig måde. I et menneskeligt testsystem indsamles og opbevares data med elevens bedste som det eneste formål. Så kan kommercielle interesser ikke være ejeren af ​​dataene.

Indenfor rækkevidde

I begyndelsen af The Age of Surveillance Capitalism (2019) (dansk udgave: Overvågningskapitalismens tidsalder) tænker Shoshana Zuboff tilbage i internettets barndom. Hun fortæller om en gruppe forskere ved Georgia Institute of Technology, der i år 2000 planlagde »Aware Home«, noget vi i dag ville kalde et smart hjem. Huset skulle tilpasse sig beboerne på baggrund af data, som det automatisk indsamlede, hvilket for forskerne fremstod som en smuk drøm. Så ender Zuboff frem til denne dag, hvor denne utopi faktisk er blevet en realitet for dem, der ønsker det og har råd til det. Men prisen er, at du skal opgive ejerskabet af dine mest intime data til private virksomheder.

Historien er trist, men samtidig inspirerende. I princippet er det muligt at gå tilbage til uskyldstiden Zuboff refererer til, hvor dataene kommer fællesskabet til gode og ejes efter en slags medejerskabsmodel.

Får vi en fremtid, hvor data stadig indsamles af obskure algoritmer og sendes til teknologigiganterne uden at gavne eleverne – mens politikerne ryster på hånden og praler med, at der testes mindre i skolen? Hvordan udnytter man AI-teknologiens muligheder og samtidig holder spillet på vores menneskelige banehalvdel? Der er kampen i dag, og der burde også være debatten. Ordet hysteri var måske brugbart i en ophedet valgkamp, ​​men bør droppes, når det er tid til at tænke klart over fremtidens testsystem.

Dette debatindlæg blev oprindeligt udgivet på Morgenbladet

3 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Du har ikke tilladelse til at deltage i debatten. Kontakt support@ing.dk hvis du mener at dette er en fejl.
#1
Jeppe Bundsgaard
11. november kl. 09:22

I Danmark har vi jo haft de adaptive nationale test som Arild Bakken drømmer om: "Morgendagens prøver vil højst sandsynligt være adaptive. I en adaptiv test kan alle elever få test tilpasset deres færdigheder, med en passende balance mellem udfordring og mestring." Da de danske adaptive prøver blev udviklet var det blandt andet med samme forestillinger.

Men der viste sig simpelthen for mange uforudsete problemer med de adaptive prøver: Lærerne kunne ikke danne sig overblik over hvilke opgaver der voldte problemer, de kunne ikke tolke resultterne med den rette forståelse, eleverne blev kede af at skulle sidde længere end andre når algoritmen havde svært ved at vurdere deres dygtighed, og måske allerværst: opgaverne var virkelig dårlige fordi der skulle være så mange af dem. Så i Danmark har politikerne netop besluttet at de kommende prøver skal være "lineære", dvs. de samme for alle elever.

Min drøm - som forhåbentlig er mindre naiv end drømmen om adaptive test - er at vi som forskere udvikler meningsfulde algoritmer der tager udgangspunkt i det didaktisk velbegrundede, produktive arbejde som eleverne gør, og på denne baggrund udvikler redskaber der kan vurdere elevernes udviklingsveje og give lærerne tilbagemeldinger og forslag som de kan bruge til at vejlede eleverne. Det er det vi forsøger i ATEL-projektet: https://projekter.au.dk/atel

Så længe det er teknologifirmaer der står for denne type maskinlæring så er der alle de problemer Arild peger på - og flere til: Firmaerne har sjældent viden om faglighed og skolepraksis, så deres algoritmer er udtryk for udviklernes fordomme om skolen - og fyldt med kontraproduktiv test af tekniske færdigheder som fylder alt for meget allerede.

Som forskere er vores opgave at forsøge at udvikle state-of-the-art-løsninger - og derefter pege på alle de problemer der eksisterer ved sådanne løsninger. Firmaerne forsøger at tale løsningerne op - og skjuler alle de negative sideeffekter.

#2
Jeppe Bundsgaard
11. november kl. 09:23

Der var mange fine linjemellemrum i min tekst... de er desværre forsvundet så læsning kræver en indsats...

#3
verified_user
editor
Magnus Boye
11. november kl. 09:51

Hej Jeppe - tak for kommentaren. Jeg sender den lige videre til vores udviklere, så de måske kan se, hvad der går galt. Mvh

Forsiden