Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Grønne datacentre handler om mere end sol og vind

29. marts kl. 05:02
Lenovo
Illustration: Lenovo.
Datacentre kan spille en positiv rolle i den grønne transformation af samfundet, men det kræver et øget fokus på særligt fire områder, skriver Tina Borgbjerg fra Lenovo i dette synspunkt.
Artiklen er ældre end 30 dage

Danmark er et rent vindmekka. På papiret kan grøn strøm fra vindmølleparker i Nordsøen egenhændigt dække Danmarks elforbrug op til 10 gange, og derfor bliver Danmark ofte udråbt til et oplagt sted at hoste grønne datacentre. Men sol og vind gør det ikke alene.

Når vi taler bæredygtig datahåndtering, skal vi op på en noget større klinge, hvis datacentre reelt skal blive en del af den grønne løsning. Lige nu stiger vores forbrug af data med lynets hast. Energistyrelsen anslår, at danske datacentre allerede i 2030 vil stå for næsten 17 procent af Danmarks samlede strømforbrug. Derfor er det helt centralt, at vi ikke kun tænker i grøn strøm, men i alle de ressourcer og områder, der er involveret den daglige datahåndtering.

Jeg vil her pege på fire områder, hvor datacentre har potentiale til at blive mere bæredygtige.

Byg en grønnere infrastruktur med effektive, vandkølede servere

Et oplagt første skridt mod at bygge en mere energieffektiv digital infrastruktur består i at udskifte ældre, ineffektive servere med nyere enheder, som selv kan optimere energiforbruget efter mængden af opgaver, som udføres. Næste skridt vil være at optimere køling af serverne. I Danmark har vi en tradition for luftkølede datacentre, og det virker måske også attraktivt ved første øjekast på grund af den lidt lavere investering i forhold til vandkøling. Men differencen er ofte tjent ind i løbet af bare ét år eller mindre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Eksempelvis vil vandkøling i større datacentre kunne reducere energiforbruget med op til 40 procent uden at gå på kompromis med ydeevnen. Samtidig vil vandafkøling i modsætning til luftkølede datacentre kunne udnytte det opvarmede vand til strøm og fjernvarme til eksempelvis svømmehaller og væksthuse i nærområdet – i stedet for blot at sende overskudsvarmen direkte ud i atmosfæren.

Genbrug elektronisk udstyr

Fokus på e-waste og cirkulær udnyttelse af elektronisk udstyr er et andet oplagt fokusområde i en branche, hvor tusindvis af servere og andet hardware hvert år stemples som udtjent. Genanvendelse, genbrug og reparation af eksisterende it-udstyr mindsker først og fremmest CO2-udledningen, men forhindrer også, at både emballage, råmaterialer, komponenter og miljøskadeligt affald ender på lossepladsen. Og sidst, men ikke mindst, så sparer vi energi på ikke at skulle fremstille nye produkter.

Sæt barren højt – og gør det højlydt

At blive en bæredygtig virksomhed kræver mod til at sætte høje standarder – både over for sig selv og omverdenen. Det kunne eksempelvis være et konkret mål for reduktion af virksomhedens samlede CO2-udledning. Når først målet er offentligt, er der nemlig ingen vej tilbage.

Den sti er vi selv trådt ned ad hos Lenovo, hvor vi sammen med mange andre virksomheder har forpligtet os til Science Based Targets-initiativet (SBTi) – der er den første videnskabeligt baserede Net-Zero Standard for emissionsreduktion. Internationalt anerkendte bæredygtighedsinitiativer som dette er med til at hæve barren for alle de tilmeldte virksomheders ambitioner og sikre, at de bliver gennemført. Det sker gennem regelmæssig evaluering, tilpasning og konsekvent måling af virksomhedernes emissionsreduktioner.

Mål omstillingen

Klare, ambitiøse mål er ikke nok i sig selv. Dokumentation er også alfa og omega - for eksempel af din virksomheds fremskridt inden for vandforbrug, elforbrug og brug af vedvarende energi. Når vi måler vores klimaindsats, bliver det først for alvor tydeligt, om vi bevæger os i den rigtige retning, om indsatsen bærer frugt, samt på hvilke områder vi virkelig gør fremskridt.

Herudover er det min erfaring, at måling og dokumentation af den grønne omstilling ofte er en øjenåbner, der baner vejen for endnu flere nye ressource- og energibesparelser.

Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Så skriv til vores PRO debatredaktion på pro-sekretariat@ing.dk

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger