Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle ledere skal forstå kunstig intelligens

Barbara Isaksen
Illustration: Todai.
For at trives i en verden styret af data og drevet af algoritmer skal ledere opbygge en kompetence i kunstig intelligens for at forstå mulighederne for at bruge AI til at eksekvere virksomhedens strategi. Synspunktet her giver dig et par bud på de første punkter i curriculumet.
Synspunkt10. maj kl. 17:49

For nyligt lavede jeg en større interviewundersøgelse af de danske virksomheders indføring, eller mangel på samme, af kunstig intelligens (AI). Mange ledere er efterhånden ved at indse, at AI bliver drivkraften bag innovation og konkurrenceevne i fremtiden. Derfor står de nu overfor en række AI-realiteter: AI er en kilde til uudnyttet potentiale, det er en eksistentiel risiko – hvis du kommer for sent i kapløbet – og det er svært.  

Men modsat hvad mange tror, så er den største forhindring ved AI-initiativer sjældent teknikken i sig selv, men dårlig sammenkobling med forretningen. For når virksomheden skal i gang med AI, handler det grundlæggende ikke om teknologi, men om strategi.

Alligevel ligger ansvaret for AI hos it-afdelingen i et forbløffende stort antal organisationer. Ledelse, organisatoriske forandringer, modstand mod transformation og strategi er alt sammen noget, der afgør, om dit AI-projekt bliver en succes. Delegerer du AI-initiativerne til it-afdelingen, der ikke har nok indsigt i strategi og forretning til at tage alle disse faktorer i betragtning, har du fejlet som leder.

Derfor er det afgørende, at du selv opbygger en kompetence i kunstig intelligens.

AI-washing forvirrer

En faldgrube, mange organisationer overser, er, at AI er et middel til at nå et mål, ikke et mål i sig selv. AI er et værktøj, der skal bruges til at understøtte organisationens eksisterende strategi og skaber ikke værdi isoleret set. Men der findes mange eksempler på, at virksomheder sætter ‘vognen foran hesten’. De fokuserer på at implementere en ny teknologi og glemmer at tilpasse forandringen ind i den overordnede forretningsstrategi. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Man har også kunnet se en tendens til såkaldt ‘AI-washing’ – en afløber af ordet greenwashing – hvor virksomheder har smækket et AI-mærkat på deres produkter, i nogle tilfælde hele virksomheden, i en antagelse om, at det ville gøre dem mere attraktive. Og selvom produkterne har virket intelligente, så har det i mange tilfælde ikke været på grund af AI. Det har skabt forvirring om, hvad AI egentlig er, og gjort det svært for medarbejderne at identificere de gode AI-muligheder, når ledelsen kalder alting for 'AI'.

Ledere skal kunne vurdere, hvilke digitale værktøjer – herunder AI – der kan bringe dem tættere på virksomhedens strategiske mål. Men du kan ikke tage AI med i de overvejelser, hvis ikke du har en generel forståelse for, hvad AI kan og ikke kan.

Opbygge en AI kapacitet på tværs i virksomheden

AI er ikke en teknisk udfordring, det er en forretningsudfordring. Vi skal bruge AI til at træffe bedre beslutninger, til at forbedre vores produktivitet og til at designe og udvikle nye produkter og services. Derfor skal AI være en kapacitet på tværs i virksomheden, så vi får domæneeksperterne på banen.

Det er der to fordele ved. For det første kan en high level forståelse for AI gøre medarbejderne i stand til at spotte, hvilke AI-brugsscenarier der kan skabe mest værdi i forretningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For det andet kommer din virksomhed – medmindre I selv udvikler kunstig intelligens – til at anvende teknologien gennem softwareløsninger og konsulenttimer. En AI-kapacitet gør jer i stand til at blive intelligente indkøbere, og efterspørge de rigtige løsninger.

Det kræver, at man som leder forpligter sig til at starte AI-initiativer oppefra og ned, og samtidig signalerer support til AI-initiativer fra medarbejderne. Virksomheden skal opbygge en AI-kapacitet, og det er ledelsen, der skal tage ansvar for, at det sker.  

Mangel på viden om AI er den største barriere blandt danske virksomheder

Resultaterne af min undersøgelse af de danske virksomheders brug af AI viste entydigt, at mangel på viden om AI, og hvordan teknologien kan skabe forretningsværdi, er de mest fremtrædende barrierer, når danske virksomheder skal indføre AI.

Vi skal have lukket det kompetencegab, der eksisterer mellem en generel forståelse for, at AI kunne være interessant, og hvad man præcist kan bruge teknologien til i egen virksomhed. Og hvordan gør vi så det? Det korte svar er, at ledelsen skal uddannes i AI.  

Her er mit bud på, hvordan curriculum kan se ud:

  • Grundlæggende forståelse for AI, hvad teknologien kan og ikke kan.
  • Forståelse af AI’s indflydelse på virksomhedens strategi.
  • Få inspiration fra casestudier fra virksomheder, der har brugt AI i din industri eller branche.
  • Med den viden kan lederne rent faktisk lede AI.

AI er en realitet

AI er ikke et valg, det er en realitet. Hvis dine medarbejdere har en indbakke fri for spam, bruger Google maps til at finde vej mellem møder eller Facebook ads til markedsføring, så bruger I allerede AI dagligt i jeres forretning.

Den kunstige intelligens er med andre ord over os, og vi har med al sandsynlighed kun set begyndelsen. Den nye bølge af fremskridt inden for AI kan være den tsunami, der slår dig i gulvet eller blive bølgen, din virksomhed rider på mod vækst. Derfor er det helt afgørende, at du som leder griber nuet (og fremtiden) og tager ansvar for at skabe værdi med AI. Men det kan ikke lykkes, hvis du delegerer ansvaret for AI til it-afdelingen.

Vil du bidrage til debatten med et synspunkt? Så send dit udkast på 3.000-5.000 anslag til redaktionsassistent på Tech Management Albert Jonathan Nyeland på ajn@ing.dk. 

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Fortsæt din læsning
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger