Nilfisk opruster på data science: Man skal ikke forvente, at det hele ligger klar

Foto : Nilfisk

Nilfisk opruster på data science: Man skal ikke forvente, at det hele ligger klar

Tålmodighed er den store udfordring, når man skal opbygge datafundamentet til data science, fortæller Nilfisk.

Nilfisk har 113 års historie som analog virksomhed i rygsækken, men nu gør den danske rengøringskæmpe klar til en digital overhaling, der skal gøre det nemmere at anvende data og udvikle nye tjenester.

»Digitalisering og data science er kernen i hele vores digitale strategi. Det kommer ikke til at lykkes, hvis ikke vi er dygtige til de her ting,« fortæller Simon Thorup, der er VP for Commercial &  Digital Transformation i Nilfisk Group IT

»Vi har set, hvor vi skal hen, vi har en forståelse af, hvad der skal til, og vi har et par data scientists ansat allerede. Så vi er startet. Men vi har også nogle data-udfordringer.«

Nilfisks backend og legacy-systemer skal fikses, og eksisterende data skal harmoniseres. Men samtidig skal Nilfisk have bygget en helt ny infrastruktur op til at håndtere al den IoT-data, som selskabet satser på at arbejde med fremover.

I it-organisationen har Nilfisk sat særlig fokus på, at datafundamentet skal være optimalt at arbejde med for en data scientist.

»Data scientists bliver kun så dygtige som det datafundament, de har at arbejde med. Derfor er det noget, vi er nødt til at fokusere på,« siger Simon Thorup.

Tålmodighed den største udfordring

Til formålet har it-organisationen etableret en selvstændig it-afdeling, der hedder Data Foundation. Her er samtlige data-funktioner centraliseret, og målet er at bygge det optimale datafundament til både BI og advanced analytics - uagtet om data kommer fra SAP og Azure eller fra IoT-enheder som Nilfisks robot-rengøringsmaskiner.

Den nystartede afdeling er nu igang med etablering af, hvad selskabet kalder, Nilfisk cloud, der skal danne fundamentet for at håndtere IoT-data og data til advanced analytics. Data Foundation får samtidig opgaven med at etablere den nødvendige data governance hos Nilfisk.

»Data er ligesom blod i et menneskes krop. Det skal kunne diffundere rundt til de steder, hvor det giver værdi. Og sådan ser vi på data i Nilfisk,« siger Simon Thorup, der peger på tålmodighed som den største udfordring ved processen.

»Man skal erkende, at der er et fundament, som skal på plads, inden man kan begynde. Og at man ikke bare kan gå i gang med at generere værdi lige med det samme.«

Rekrutering skal times

Når man vil opbygge data-kompetencerne sideløbende med, at datafundamentet og infrastrukturen bygges op, kræver det først og fremmest timing, fortæller Charlotte Vittrup, der er VP for Insights & Analytics hos Nilfisk Global Marketing.

Nilfisk vil nemlig ikke hyre data scientists ind uden at kunne give dem data at arbejde med. Men:

»Der er ikke nogen, der kan stille de nødvendige krav til et datafundament bedre end dygtige data scientists,« understreger Charlotte Vittrup.

»Det handler hele tiden om at have fokus på balancen mellem, at dem, vi hyrer, skal have noget data at arbejde med, men samtidig har vi brug for dem for at kunne sætte de rigtige krav til fundamentet og vise, hvad det skal kunne. Så det er hele tiden en hårfin afvejning,« siger hun.

Entreprenør-profil

I april efterlyste Nilfisk så en data scientist. Og profilen, der ledes efter, skal gerne have lyst til at bygge noget nyt.

»Man skal ikke forvente, at man sætter sig i sin stol, og det hele står knivskarpt allerede i alle de databaser, man har brug for. Det er ikke det, vi er,« siger Charlotte Vittrup og fortsætter:

»Det er vigtigt, at man har en lidt entreprenør-agtig profil. Og så betyder det rigtig meget, at man har lyst til at være en del af en transformation, hvor virksomheden vil se helt anderledes ud om få år.«

»Vi vil gerne have erfarne folk, som har prøvet de her ting andre steder, som kan inspirere os. Vi har selv rigtige mange gode tiltag, men jeg er sikker på at der findes mange flere derude,« tilføjer Charlotte Vittrup, der ikke har oplevet, at det gør rekrutteringen mere vanskelig, at »broen skal bygges, mens man går på den«.

»Når vi interviewer folk, gør vi det helt klart, hvad det er, de går ind i. Der er ikke nogen, der forventer, at det hele står klart. Vi fortæller, hvordan det er at være her nu, og hvor vi skal hen,« siger hun.

»Men det er ikke nemt at finde de her profiler. Heller ikke for os.«