Bog om AI er forbilledlig i sin formidling: "Afmystificerer virkelig kunstig intelligens"

Foto : Gyldendal Business

Bog om AI er forbilledlig i sin formidling: "Afmystificerer virkelig kunstig intelligens"

"Kampen om fremtiden" af Thomas Terney giver en så letforståelig indføring i kunstig intelligens, at både fagfolk og lægmænd får noget ud af den. Den kan "næsten kategoriseres som demokratisk læsning," mener Sine Zambach, postdoc på CBS, der har læst bogen afprøvet sin teori ved at få sin mor til at læse med.

Egentlig er jeg lidt biased i denne anmeldelse af Thomas Terneys bog “Kampen om fremtiden: Forstå hvordan kunstig intelligens påvirker mennesker, magt og markeder”. I gamle dage forskede jeg selv i kunstig intelligens, og siden har jeg fulgt med på sidelinjen. 

Sine Zambach
Sine Zambach er postdoc hos CBS og har tidligere arbejdet med kunstig intelligens.
Illustration: Filo

Jeg kan altså godt frygte, at min begejstring for bogen i virkeligheden skyldes, at jeg i forvejen synes, at kunstig intelligens er mega fedt. 

For at nuancere mit billede af bogen og bedre forstå, hvad bogen kan for lægmænd, har jeg derfor tyet til ”hvad siger din mor-tricket”. Men mere om det senere i anmeldelsen. 

Fra overflade til dybde

Noget, der for mig er vigtigt ved populærvidenskabelige bøger, er, at man ikke bare skraber i overfladen, men at man bliver introduceret for tankegangen og metoden indenfor feltet. Samtidig med at bogen ikke ekskluderer dem, der måske ikke kender til emnet. 

Kampen om fremtiden består af tre dele. Første del introducerer den grundlæggende definition af kunstig intelligens, og hvorfor det er blevet så stort inden for de sidste 4-5 år. Anden del indeholder en række cases, og tredje del går i dybden med metoderne. 

Jeg slugte det hele råt, da jeg læste bogen. Og jeg blev lidt glad, da Terney i tredje kapitel går et spadestik dybere end bare overfladisk at beskrive de metoder, der bliver brugt, som så mange andre populærvidenskabelige bøger og artikler gør det. Man får faktisk en god beskrivelse af, hvordan maskineriet virker. 

Det kan godt være, man ikke kan sætte sig og kode et neuralt netværk, efter man har læst bogen, men man kan forstå forskellen mellem, hvad man kan opnå med et neuralt netværk og for eksempel en symbolsk-baseret algoritme.

Samtidig indeholder bogen en del cases, der illustrerer, hvordan teknologien bliver brugt i forskellige foretagender – eksempelvis de selvkørende biler, parkeringslovgivning, kræftskannings-apps og det evigt omdiskuterede ansigtsskanning. 

Man kan godt mærke, at Terney både har en dyb faglig viden om emnet og erfaring fra industrien, og at han er vant til at formidle budskabet til en broget skare. 

En lægmands vurdering

Det kan godt være, at jeg med min baggrund indenfor kunstig intelligens synes, det er en letforståelig bog. 

Men hvad synes min mor? En krakilsk, socialistisk rørlægger, som godt kan være temmelig hård, og som ikke ved andet om kunstig intelligens end det, hun læser om i aviserne?

Kampen om fremtiden
Illustration: Gyldendal Business

Jeg har fået hende til at bruge nogle timer af sit otium på at læse bogen, og hun giver mig ret i, at det er en letforståelig bog med gode billeder og virkelighedsnære eksempler, der hjælper på forståelsen af kunstig intelligens. 

»Den afmystificerer virkelig kunstig intelligens. Og jeg føler mig helt lettet over at have læst og forstået, hvad emnet drejer sig om teknisk, når nu det er så stor en del af vores tilværelse«, starter hun. 

Det kan altså næsten kategoriseres som demokratisk læsning, der letter trykket for brystet. 

Men bogen giver også stof til eftertanke. 

Min mor blev eksempelvis noget overrasket over kapitlet, hvor det blev påvist, hvor få klik der kan afsløre personers tilhørsforhold, køn med mere. 

Men hun blev også beroliget af kapitlet om, at algoritmerne jo ikke bliver mere intelligente på den menneskelige måde, men bare billigere og nemmere at bruge.

 »Og det er sørme uhyggeligt, hvad kineserne gør med ansigtsgenkendelse. Og så er der USA, hvor de vælger sådan en klaphat til Trump - han gør, hvad han selv vil. Når han kan prale med at hans knap er større end Kim Jong Uns, så er han sikkert ikke meget bedre end kineserne... «

»Det bliver altså uhyggeligt, når de kender ens venner og alle ens private vandingshuller.«

Og det gør de jo. Men tilbage til bogen. 

Noget at hente for os begge

Bogen indeholder en masse gode cases, uden at det kommer til at handle om ond overvågning eller udnyttelse af svage sjæle. 

Samtidig beskriver den vigtige fagbegreber som bias og neurale netværk, og den ser desuden på, hvordan man overordnet definerer kunstig intelligens – uden at begrænse sig til en alt for snæver forståelse af begrebet. Den kommer derimod godt omkring de mest populære former. 

Blandt andet ved at være et godt eksempel på, hvordan man kan formidle stofområdet levende, er bogen læseværdig for folk, der kender til kunstig intelligens i forvejen. 

Det begynder altså at ligne en stor anbefaling fra både mig, som har beskæftiget mig med emnet, og min mor, som stort set intet vidste, før hun gik i gang med bogen. 

Min mor har dog til slut en enkelt lille ting at udsætte på bogen.

»Adaptiv kunstig intelligens og Augmenteret kunstig intelligens er overskrifter, der ikke rigtigt giver mening for mig, så dem fik jeg aldrig læst om,« siger hun. 

Men hvis det er det værste, hun har at sige om bogen, så er den heldigt sluppet. 

Kampen om fremtiden af Thomas Terney er udkommet på Gyldendal Business.