Nyt forskningsprojekt om data og demokrati bevilges 100 mio. kroner

Nyt forskningsprojekt om data og demokrati bevilges 100 mio. kroner

Et nyt forskningsprojekt fra Roskilde Universitet (RUC) undersøger betydningen af, at der i stigende grad benyttes algoritmer og kunstig intelligens i alt fra sagsbehandling til vidensgrundlag for politiske beslutninger. 

Villum Fonden og Velux Fonden har bevilget 100 millioner kroner til projektet, der har fået navnet 'Algoritmer, Data og Demokrati'. Det skriver RUC.

»Målet med projektet er at forene datalogi, samfundsvidenskab og humaniora i udviklingen af nye løsninger til gavn for borgere og samfund. Vi vil altså forstå de teknologiske udviklinger og styrke deres demokratiske potentiale,« siger professor i strategisk kommunikation Sine Nørholm Just, der på baggrund af et åbent opslag og indstilling fra en international bedømmelseskomité er blevet udvalgt til at lede projektet.

Forskere fra seks danske universiteter deltager i projektet. Forskergruppen vil analysere dilemmaer og pege på løsninger gennem udvalgte cases indenfor bl.a. sundhedsområdet, finansverdenen, den offentlige administration, den offentlige meningsdannelse og beslutningstagen. Projektet skal give bud på konkret teknologisk innovation og forslag til generelle retningslinjer og politikker.

https://pro.ing.dk/9463

11. jan 2021 11:10