AI er fremtidens teknologi

Danske virksomheder udtager bekymrende få AI-patenter, skriver Lia Leffland, akademidirektør ATV.
Brødtekst

"AI er i dag, hvad IT var for 30 år siden. Du behøver ikke være verdensmester, men hvis du ikke er med på vognen, kommer du ingen steder". 

Sådan beskrev innovationseksperten Christian Ketels kunstig intelligens (AI) ved lanceringen af ATV’s analyse ”Verdens førende tech-regioner”, der viser, at Danmark er bagud, når vi ser på vores styrkeposition inden for AI.  

AI er fremtidens teknologi. Derfor er det bekymrende, at vi i analysen blot fandt 163 nyere patenter (med mindst fem citeringer) fra virksomheder med dansk adresse ud af 90.824 patenter på globalt plan. De danske patenter inden for AI udgør således 0,18 % af verdens patenter. Målt op mod de 30 stærkeste Science & Engineering-regioner i verden udtager vi i gennemsnit kun 22 % af det antal AI-patenter (ift. befolkningsstørrelse), som de 30 regioner i gennemsnit udtager. 

Danske AI-patenter udtages af virksomheder som Vestas, Danfoss, Oticon og Novo Nordisk på områder, hvor AI spiller sammen med deres øvrige styrker. Det er godt, at de store danske virksomheder arbejder med AI, men vi skal have en langt større del af erhvervslivet med på vognen.

Danske styrker – og problemer

På forskningssiden har vi heldigvis stærke universiteter. DTU placerer sig som nr. 10 på listen over førende patenterende universiteter i Europa. På publikationssiden indtager vi, med 0,44 publikationer pr. 1.000 danskere, en global 22. plads. Vi har stærke forskningsmiljøer på vores otte universiteter inden for algoritmer og datalogi, og vi har viden i særklasse inden for brugerdesign og interaktion.

Forskningsmiljøerne er en nøgle til, at danske virksomheder kan blive stærkere på AI, da de uddanner det talent, som udfolder AI-løsninger i virksomhederne. 

Vi har imidlertid forsømt at opbygge fødekæden. Derfor får vi stadigt sværere ved at levere på virksomhedernes efterspørgsel efter kompetencer. Det er beskrevet i Innovationsfondens rapport ”An AI Nation?”, og jeg hører selv ofte, at virksomheder opgiver at besætte stillinger, at universitetsstuderende bliver headhuntet under uddannelsen, og at kandidater med AI-kompetencer ansættes på lønniveauer, der langt overgår de fleste andre STEM-områder.

Der bør derfor skrues yderligere op for studenterindtaget på AI og datalogi, og samtidig skal der rekrutteres flere forskere og undervisere. Som sidegevinst vil det afhjælpe, at forskningsmiljøerne må afslå virksomhedssamarbejde, fordi efterspørgslen overgår miljøernes kapacitet. 

Hvis vi ikke forstår mulighederne, ser vi kun problemerne

Både virksomheders forretningsmodel og offentlige organisationers arbejdsgange skal tilpasses for at udnytte mulighederne i de nye digitale teknologier. 

Derfor arbejder ATV på flere fronter med AI, ikke mindst på sundhedsområdet. ATV’s sundhedsgruppe har netop udgivet et notat om potentialet ved kunstig intelligens i sundhedssektoren. Sundhedsgruppen har været i tæt dialog med ATV’s Digitale Vismandsråd, for de store udviklingsspring sker oftest i grænsefladerne mellem forskellige fagligheder og anvendelsesområder. 

ATV har planlagt både rundbordmøder med beslutningstagere, webinarer og masterclass for vores AI Executive Network for at høste mere viden om anvendt kunstig intelligens. I akademiet bringes viden i spil på tværs af fagligheder, sektorer og brancher. 

For AI kan anvendes i mange retninger. Coronakrisen viste, at lande, som smitteopsporede ved hjælp af AI og store mængder data, kunne holde smittetallet nede og samfundet åbent. Europa gik en anden vej, for vi er påpasselige ift. digital overvågning af borgerne. Vi har andre normer og værdier. 

Men hvorfor ikke udvikle løsninger med danske normer, hvor vi borgere selv stiller vores data til rådighed for smitteopsporing? Vi giver rask væk vores data til store tech-giganter, men er tilbageholdne med at gøre det samme til Sundhedsstyrelsens smittestop-app. Det kalder på oplysning og dialog, så vi får alle med og får de bedste teknologiske løsninger. 

Hvis man ikke forstår en teknologis muligheder og potentiale, ser man kun problemerne. Og som Margrethe Vestager udtalte ifm. EU’s AI-strategi, så skal vi bygge tillid op, samtidig med at vi udvikler. Og jeg vil her tilføje ”…og forsker og uddanner”.

Prøv DataTech gratis

DataTech giver dig ny viden, cases og erfaringer med at lykkes med AI og data science i praksis. Få 3 ugers gratis og uforpligtende prøveabonnement

Klik her

Nævnte firmaer