Skelsættende afgørelse: Derfor dumper Google Analytics på GDPR
Statistikværktøjet Google Analytics har spredt sig til adskillige hjemmesider i EU, for som mange andre tjenester fra amerikanske tech-giganter, kan det måske være svært at finde europæiske alternativer, som kvalitetsmæssigt kan hamle op.
Værktøjet er også udbredt i Danmark og bruges blandt andet af nogle af landets største virksomheder: Mærsk, Novo Nordisk, DSV og Vestas.
Men måske kommer det til at se anderledes ud i fremtiden, for i forrige uge afsluttede det østrigske datatilsyn en sag om et anonymt forlags brug af det Google Analytics. Og i konklusionen dømmer man den udbredte tjeneste ulovlig i EU:
»Det er datatilsynets vurdering, at Google Analytics-værktøjet (i hvert fald versionen fra den 14. august 2020) ikke kan bruges i overensstemmelse med kapitel V i GDPR,« skriver tilsynsmyndigheden i afgørelsen.
Værktøjet sender nemlig EU-borgeres persondata til USA, og Googles arbejde for at sikre oplysningernes beskyttelse i det usikre tredjeland er ikke godt nok, vurderer datatilsynet i Østrig.
Cookie-data ender i USA
Sagen startede med klage fra privacy-aktivisten Max Schrems og hans østrigske organisation ‘None of Your Business’ (noyb) til landets datatilsyn.
