Datatilsynet om Helsingørs Google-forklaring: »Man kan ikke bare tro på sin leverandør«
Man kunne fristes til at tro, at beslutningen var endeligt taget – at børnene i Helsingørs folkeskoler absolut har en fremtid med Googles tjeneste ‘Workspace for Education’ i undervisningen.
Efter et påbud fra Datatilsynet har kommunen nemlig lavet en risikovurdering for elevernes databeskyttelse, og på baggrund af den kører man fortsat videre med Workspace.
Selvom der er risici, man ikke kan gøre noget ved, skal det nemlig opvejes mod, at Google har et produkt, »som giver rigtig god mening som læringsplatform,« fortalte Kristjan Gundsø Jensen, centerchef i kommunens afdeling ‘Job, Borgerservice og Teknologi’, til Version2 tidligere på ugen.
Men meget kan nå at ændre sig endnu, for Datatilsynet er i gang med at følge op på sagen, og det materiale, man har modtaget fra Helsingør, er mangelfuldt. Derfor kan tilsynet ikke vurdere lovligheden af kommunens fortsatte håndtering af børnenes data, fortæller Allan Frank, it-sikkerhedsspecialist og jurist i Datatilsynet. Man bedt kommunen om flere oplysninger.
