Er velfærdsteknologi nu rent faktisk arbejdskraftbesparende, når det kommer til stykket?

En analyse fra KL vurderer, at der i 2030 mangler 16.000 SOSU’er i den kommunale ældrepleje. Udviklingen drives i høj grad af, at der frem mod 2030 bliver 150.000 ekstra 80+årige, hvoraf mange vil have brug for pleje – også selvom man tager højde for sund aldring. For at matche den udvikling skal der uddannes omkring 8.000 nye SOSU’er hvert år, men reelt bliver der kun uddannet 5.000. Intet tyder på, at antallet af nyuddannede SOSU´ere vil stige mærkbart i de kommende år. Vi kigger derfor ind i en katastrofal udvikling, hvor kommunerne i fremtiden reelt ikke vil kunne levere acceptabel ældrepleje.

Mange kloge hoveder peger på, at velfærdsteknologi skal medvirke til at løse dette problem. KL´s teknologiradar på sundheds- og ældreområdet peger blandt andet på sensorer, apps, hygiejnerobotter, sociale teknologier, telemedicin, træningsvideoer, skærmbesøg og selvbetjeningsskærme som umiddelbart tilgængelige teknologier, der kan tages i anvendelse. En lang række flere teknologier er nået til afprøvningsstadiet, det vil sige nærmer sig noget, der kan tages i anvendelse.

Mange teknologier kræver mere arbejdskraft end de sparer

Mit ærinde er imidlertid at stille spørgsmålstegn ved, hvilke af disse teknologier, som rent faktisk afhjælper arbejdskraftmanglen. Mange af de nye teknologier viser sig nemlig at være arbejdskraftkrævende fremfor arbejdskraftbesparende. Ser man på for eksempel telemedicin, så vil diverse hjemmemålinger jo fordre, at der sidder læger og sygeplejersker i den anden ende og forholder sig til de mange data, som telemedicinen genererer. Det samme gælder for sensorer og apps. Og hvad 'værre' er, så vil stadigt flere diagnostiske data jo gøre, at vi finder flere sygdomme tidligere. Det giver merarbejde, ikke mindrearbejde, for sundhedsvæsenet! 

I den anden ende af spektret er der den velfærdsteknologi, som rent faktisk er udviklet til at spare hænder. For nogle år siden var vasketoiletter det nye sort i ældreplejen. De blev positivt evalueret, men når du besøger kommunale plejehjem, så vil du se dem gemt væk i den fjerneste ende af hjælpemiddeldepotet. Hvorfor? Virkede de ikke godt nok i længden? Kunne de ældre ikke lide dem alligevel? Eller de ansatte?

Hvor mange SOSU stillinger kan der undværes, hvis denne teknologi indføres?

Det store spørgsmål som alle, der arbejder med ny hjælpemiddelsteknologi og digitale løsninger til ældresektoren, bør stille sig er: hvor mange SOSU stillinger kan der undværes, hvis denne ting indføres? Og supplerende: Hvad skal der til for, at de ældre og de ansatte vil anvende den? Formålet behøver ikke at være besparelser i traditionel forstand, men vi står overfor katastrofal mangel på SOSU´er i kommunerne. Alt hvad der kan hjælpe med at erstatte de manglende hænder med teknologi vil være velkomment. Men det skal virke! Og personalet og de ældre / deres pårørende skal få lyst til at bruge det!

Jeg har set gode eksempler på reelt arbejdskraftbesparende teknologi, for eksempel skærmbesøg hvor SOSU / sygeplejerske kan spare transporttid. Men succesfuld implementering kræver omtanke for, hvordan en personalegruppe der ikke altid er medfødt teknologibegejstret tager en sådan teknologi i anvendelse. Og kræver omtanke for, hvordan en ældreborgergruppe gør det ditto. For eksempel ved at aktivere de pårørende i processen. Mit personlige tip til industrien her: Tag at bruge servicedesignere eller lignende, når I finder på ny arbejdskraftbesparende teknologi. De kan det der med at få mennesker og maskine til at spille sammen.

Få 3 måneders gratis prøveabonnement på CareTech her

Prøveabonnementet udløber automatisk og du vil ikke overgå til et betalt abonnement efterfølgende.