Konservativ tolkning af sikkerhedsniveauer i konstruktionsnormer koster bygherrerne dyrt

Interessant og relevant artikel. Og "sjovt" eksempel med atriumtrappen. Kontorbyggeri, 3 etager, ca. 750 m2 pr. etage, dertil et indgangsparti med trappe, elevator m.v. Så samlet set ca. 2500 m2. Meget simpel konstruktion, med bærende elementer i søjler, bjælker og vægge, skivebyggeri og spændvidder på vel max. omkring 6 m. Umiddelbart kunne jeg, ud fra en vurdering af sikkerhedsniveau, sagtens finde på at indplacere et sådant byggeri i CC2 og KK1. Men kan man det ud fra DS/EN 1990? Projektet er kun på skitse stadie, så der er ingen inkl. mig selv, der er begyndt på projektering endsige begyndt at studere hvilken konsekvensklasse det skulle lægges i. Så jeg lægger det bare sådan lidt op i luften. Fordi umiddelbart ville jeg mene, at sikkerhedsniveauet for konstruktionerne i en bygning som denne er på højde med et enfamilieshus. Det ville blive nogle meget sikre konstruktioner med meget lille risiko for svigt. Jeg vil antage at projektet ville skulle laves i BK2, fordi der trods alt vil kunne færdes en del mennesker i denne bygning til dagligt. Det er nok heller ikke det store problem, men nu er det jo konstruktionerne vi snakker om. Og hvad sikkerhedsniveauet for dem angår, burde det være muligt at placere projektet i KK1 - med mindre der er noget i DS/EN 1990, der gør at man ikke kan det.

Her er et aktuelt eksempel fra denne uge på virkeligheden i forhold til DS/INF 1990. Vi starter med et citat fra den certificerede statiker……

”Jeg er egentlig ikke uenig, men jeg har erfaret gennem snakke med andre certificerede statikere og ved møder med Dancert at det er DS/INF1990 der skal følges. Eller i hvert fald skal argumentationen være skudsikker. Det er ikke her den certificeret statiker skal ramme forkert. Og ja, det bliver nok ofte på den sikre side”

Godt så, og konsekvensen af den holdning er i dette tilfælde en vurderet merudgift på ca. kr. 50.000,- til ekstra kvalitetssikring og dokumentation i projekteringen, produktionen og udførelsen. En udgift der ikke giver nogen værdi for projektet, totalentreprenøren eller bygherren, men alene sikrer, at den certificerede statiker har sit på det tørre 🤔

Eksemplet her omhandler indplacering af en sekundær atriumtrappe i stål i et erhvervsbyggeri i korrekt konsekvensklasse. I henhold til DS/INF 1990 tabel 3 skal trappeløb og reposer kategoriseret i gruppe C indplaceres én konsekvensklasse mindre end den tilknyttede hovedkonstruktion. Begrundelsen og logikken i dette er i sig selv svær at få øje på, men det er ret tydeligt, at der menes de primære flugtvejstrapper i bygningen. Det står der imidlertid ikke, så det må tolkes som alle trapper, når man nu skal være på den sikre side, må man jo forstå...... således også vores atriumtrappe.

Da byggeriet er i CC3+, hvilket i sig selv er ubegribeligt, må trapperne logisk være i CC3, og skal derfor underlægges max. kontrol i projekteringen, henføres til udførelsesklasse 3 (EXC3) med deraf følgende udvidet kontrolomfang i forhold til stålproduktion, og endelig udvidet kontrol på pladsen i forhold til DS 1140. Hvilket spild af ressourcer for vores samfund.

Til information kan det oplyses, at det dimensionsgivende tilfælde for ståltrappen er komfort, hvorfor sikkerhedsniveauet overhovedet ikke er aktuelt. Alligevel skal der bruges ekstra midler til kontrol til ingen verdens nytte....... 😪

Men i det mindste er det forår, og Kr. Himmelfartsferien står for døren, så rigtig god ferie til alle 😉