Jeg forstår ikke, hvorfor det er uhensigtsmæssigt at brænde organisk affald, som det ikke er muligt at genanvende - og hvor alternativet er deponering.
Uanset hvor meget affald vi sorterer ud til genanvendelse, vil der være betydelige rester, som kun kan behandles ved energiudnyttelse.
Når man i EU er så vilde med at sortere affald, er det kun i beskeden grad med henblik på materialegenanvendelse, men i meget høj grad et spørgsmål om at begrænse deponering. Det er nemlig ganske få lande, der har tilstrækkelig forbrændingskapacitet - og det er meget dyrt at etablere og drive et sådant anlæg, hvis der ikke er et fjernvarmesystem - og afsætning af varmen.
Affaldsforbrænding er underlagt meget skrappe miljøkrav, som er dyre at efterleve. Det gælder altså om at få sorteret affaldet, så mest muligt kan energiudnyttes på industrielle anlæg som jernværker og cementfabrikker - altså så det stadig kan energiudnyttes, men med meget færre krav end der stilles til forbrænding af det blandede affald.
Med den megen alternative el-energi, er det en særdeles dårlig forretning af satse på affaldsforbrænding, hvor energien kun bruges til el-produktion.
Og markedet for materialegenanvendelse af effekter fra affaldet er vidt omfang mættet.
Den eneste grund til, at man i Danmark vil begrænse forbrændingskapaciteten, er et helt forkert syn på klimasituationen, der jo på ingen måde kan løses nationalt.
Undskyld min optimisme. Der vil formentlig være meget få solceller, som allerede bliver udskiftet i 2040 - levetiden er formentlig mellem 30 og 40 år.
Og så længe de producerer i rimelig grad, vil de nok ikke bare blive udskiftet.
Jeg tillade mig at tro, at man - længe inden at udskiftningen bliver aktuel - vil have etableret genanvendelsesanlæg, som kan udnytte ressourcerne i solcellepaneler, så spildet vil være yderst begrænset.
I de store solcelleparker vil der være basisinstallationer, som formentlig kan holde længere end solcellerne: stativerne, der bærer solcellerne, kabler, der fører elektriciteten til inverterne, transformatorstationer og kabler til det overordnede el-net.
Så lad os nu ikke allerede ved installationen gøre de om mange år udtjente solceller til et uoverstigeligt problem!
Til en start: Er en billion lig med en milliard - eller er det 1000 gange mere?
Og ellers: Brug af mere genanvendelig plast kræver systemer til at opsamle dette. Altså i en dansk model med pant på emballager.
Men også i Danmark er der rigtig meget plast uden pant - og derfor meget plast til særskilt indsamling og i restaffaldet. Det er vel op mod halvdelen af produkterne, som enten består af eller indeholder plast, som reelt ikke er genanvendeligt - og derfor enten skal energigenvindes eller deponeres.
I Danmark er problemerne med plast meget små, men ude i den store verden er de uendeligt meget større. I lande med få ressourcer er det vanskeligt at forestille sig oprettelse af pantsystemer eller særskilt indsamling af plastaffald.
Her kan vi formentlig kun hjælpe på problematikken ved at købe indsamlet affaldsplast og sikre optimal behandling - dvs. formentlig primært til energiproduktion. Det vil naturligvis koste noget, men mon ikke affaldsplast i vid udstrækning kan erstatte virgine, fossile energikilder. Og det til stort set samme pris!
En sådan tankegang kræver blot, at vi stopper med at betragte anvendelse af ikke genanvendelige energikilder som fossilt brændsel, men i stedet betragter denne anvendelse som energigenvinding.
Rene plastprodukter kan jo reelt anvendes som energikilde i rigtig mange energitunge virksomheder. Det er kun i blanding med andet affald, at denne energikilde stiller krav om de særlige forhold, som kræves ved affaldsforbrænding.
Historien er lidt mere kompleks end som så. Amagerforbrænding kørte i en lang årrække med alt for høj belastning og måtte årligt søge dispensation til at brænde langt mere end værket reelt kunne klare. Bestyrelsen - og kommunerne var utroligt længe om at tage stilling til dette problem - ledelsen forsøgte i mere end 5 år at få taget det alvorligt. Så kom der endelig en beslutning, men værket var stadig stærkt overbelastet i den lange periode, som fulgte før det nye værk var klar til brug.
Merudgiften ved at bygge til større kapacitet end det reelle, FORVENTEDE, behov var beskeden - og der skal jo stadig være reservekapacitet til situationer, hvor naboværkerne har problemer.
Lukker en ovn på Vestforbrænding, Kara eller Norfors, skal der helst være kapacitet til at klare en sådant problem i en periode på måske 3 - 6 måneder.
Jo større ovne, jo større problemer, når en ovn går ned. Og affaldet skal jo behandles - i det mindste fjernes fra 'produktionsstederne' meget hurtigt.
Men forestil dig en situation, hvor ARC (eller et andet anlæg) reelt lukker. Hvor skal varmen så komme fra? Den eneste mulighed er at lade Amagerværket producere den, hvilket vil betyde en manglende sammenhæng mellem el- og varmeproduktion - og det vil blive en meget dyr løsning - også klimamæssigt.
I København er det ikke forbrændingsanlægget som ejer og driver fjernvarmen, men det er ellers det normale. En konkurs vil få meget store konsekvenser for rigtig mange boligers varmeforsyning - konsekvenser som det vil tage adskillige år at få løst.
Og hvem har økonomi til at overtage et forbrændingsanlæg med fjernvarmenet - i fri konkurrence om brændslet og underlagt en lang række vilkår for drift og levering af energien? Kort sagt en meget usikker forretning.
Og hvem skal betale regningen i sidste ende? Fjernvarmekunder vel? Og det i en situation, hvor samfundet finder det hensigtsmæssigt at udbrede fjernvarmen mest muligt - og hvor det derfor ikke er hensigtsmæssigt at skabe mistillid til dette, samfundsmæssigt set billigste system.
Når du skriver, at "de skal tage tæskene selv", så glemmer du vist, at der kun er ét sted at opkræve pengene - hos kunderne! Men kan man det, hvis de ikke længere får leveret produktet? Kommunerne har garanteret for lånene, træder garantien i kraft er der kun skatteborgerne tilbage til at betale.
Tabet kommer altså til at ligge på samfundet som helhed. Og er reelt helt unødvendigt, for alt fungerer jo - godt, billigt og miljørigtigt. Så problemet er alene et helt uforståeligt ønske om at lave noget om.
I artiklens tekst er anført: "Og da importeret affald – såkaldt refuse-derived-fuel (RDF) – typisk indeholder større mængder fossilt affald end de danske husholdningers restaffald, så kan øget import i værste fald betyde, at klimaudledningen fra forbrændingsanlægget stiger."
Det er altså noget vrøvl! Uanset hvad der bliver brændt, vil processen udlede CO2. Om den kommer fra biobrændsel eller fossilt affald er da helt underordnet. Vi taler om plast, som er en del af affaldet. Der er store mængder plast i vores hverdag, som IKKE KAN genanvendes. Hvis vi ikke må brænde det, hvordan skal det så behandles?
Den plast som endnu findes i restaffaldet udgør en forsvindende lille del af de fossile brændsler, som i mange år fremover vil blive brugt som energi - kul, olie og naturgas anvendes i enorme mængder til at sikre vores samfund den nødvendige energi - også i Danmark, så den nærmest religiøse frygt for at brænde denne yderst beskedne mængde plast er helt uforståelig.
Dette skal også ses i forhold til, at langt hovedparten af den plast, som vi sorterer ud til 'genanvendelse', efterfølgende reelt bliver 'energigenvundet' - og altså brændt. Af den simple årsag, at det enten ikke KAN genanvendes eller ikke kan finde afsætning til genanvendelse.
Hvis plastindholdet i affald, som importeres til forbrænding i Danmark, skal være afgørende for om importen skal ses positivt eller negativt er helt ude af proportion med problemets størrelse.
Afbrænding - og altså energiudnyttelse - af organisk affald, der ellers ville blive deponeret, er en ubetinget miljøfordel. Der deponeres både på Europæisk og på verdensplan enorme mængder af denne type affald - og der er stort set ingen steder, hvor denne affaldstype kan blive energiudnyttet bedre og med færre miljøomkostninger end i Danmark!
Så lad os nu ikke gå i koma over, at det importerede affald indeholder lidt plast, men i stedet glæde os over, at vi dels handler klimamæssigt korrekt ved at importere så meget som muligt til forbrænding - og dels via den betaling, som vi får for at modtage affaldet, får et betydeligt tilskud til at nedbringe vores egne udgifter til den energi, som vi ikke kan undvære.
Lad os lige - sådan bare for sjov - lege, at Norfors eller et andet affaldsforbrændingsanlæg reelt går konkurs. Hvad vil konsekvenserne være? Et konkursbo skal tages under behandling - dvs. at der indsættes en advokat eller en statsautoriseret revisor til at få mest muligt ud af boet, så kreditorerne får dækket mest muligt af deres tilgodehavende. Imens ligger virksomheden stille - som i HELT stille.
Nu er det jo ikke sådan, at Norfors kun er et affaldsforbrændingsanlæg. Norfors ejer også et meget omfattende fjernvarmenet, som forsyner et stort antal boliger, institutioner og virksomheder med varme. Anlægget leverer el til nettet - og det aftager ganske store mængder affald fra de 5 ejerkommuner.
Der er altså ikke kun gæld i selve anlægget, men også i fjernvarmenettene.
Hvis anlægget ikke ønskes genstartet, skal der findes anden aftager til affaldet - det er formentlig den letteste del af opgaven - og alternative varmeleverancer til fjernvarmenettet - det bliver ikke let.
Skal vi gætte på, at lukningen indtræffer i vinterperioden?
Hvordan har man tænkt sig, at skaffe varme til de mange aftagere?
Hvem har penge til at gå ind og overtage, hvis man ikke må fortsætte driften af de lukkede anlæg? Lånene er typisk optaget via Kommunekredit, hvilket vil betyde, at tabene skal bæres af alle landets kommuner i fællesskab.
Og hvem skal betale de enorme udgifter, som bliver en følge af konkursen?
Der bør fra statens side foreligge en plan for, hvad der skal ske for hvert eneste anlæg, der kan tænkes at havne i denne situation - og for hvordan man vil holde de ramte brugere skadesløse.
Det er jo ikke kun Norfors, der er i farezonen. Det er også ARC og andre nyereeller nyrenoverede anlæg. Vil man bevidst kaste Danmark ud i en situation, hvor alt bryder sammen?
Jeg tænker, at en sådan situation vil bringe os betænkelig tæt på en væbnet opstand i befolkningen - med krav om at de ansvarlige embedsmænd og politikere stilles for en standret og anklages for landsskadelig virksomhed.
Det er sådan set godt, at det bliver Ørsted, som etablerer det eller de første CCS anlæg. Ørsted har flere penge at gøre godt med end de fælleskommunale anlæg, som så kan komme med i næste omgang, når de første store anlæg af denne art er kommet godt i drift - og man er blevet klogere på, hvordan de etableres bedst og billigst!
Der er lidt for mange aspekter i denne diskussion - og de indgår ikke alle. Dyrket skov optager CO2 og lagrer det i træernes ved. Når træ fældes - ved udtynding eller den fældning der sker, når væksten går ned på grund af træernes alder - vil en del af veddet kunne udnyttes til tømmer mv. som fortrænger brugen af mere CO2-krævende materialer. Og samtidig lagre den opsparede CO2 i mange år fremover. Ved opskæring af træ kan det ikke undgås, at der kommer et betydeligt spild dels i form af afskær og dels i form af savsmuld. Disse materialer udnyttes bedst ved at blive anvendt til energiproduktion - varme og el.
Ved almindelig skovdyrkning tilføres jorden løbende en del organiske materialer i form af fældet løv - altså blade, der falder ned og omsættes i skovbunden. Der tilføres også ved i form af affaldende grene og rødder / stød fra fældede træer. Denne del omsættes og bliver i skoens jordbund.
Hvis man lader være at udnytte skoven til opsamling af CO2, vil man dels opnå et tab, da der set over årene udledes mindst samme mængde, som der optages. En normalt dyrket skov optager årligt ca. 8 tons tørstof i form af ved. En urørt skov optager netto ingen CO2, da den udleder mindst lige så meget som den optager. Når jeg skriver MINDST, skyldes det, at noget af det organiske materiale i en urørt skov ikke udledes som CO2, men som metan - med en langt større negativ effekt på klimaet en CO2.
Når man udnytter skovens produkter og udnytter spildet herfra til energiproduktion, vil det da være oplagt at opsamle den CO2, som udledes i processen - og anvende den til brændstof, gødning eller andet formålstjenligt, hvorved der fortrænges fossilt CO2.
Det er sikkert rigtigt, at urørt skov vil gavne biodiversiteten, men det forhold kan man gøre noget ved på en mindre indgribende måde, hvis man vil ofre lidt flere penge på aktivt at dyrke skovene på en måde, der fremmer dette hensyn - flere træarter i blanding, lidt flere arealer udlagt til åbne skov-enge, søer og moser. Effekten vil være mindre, men samtidig sikre langt større CO2 opsparing og fortrængning af meget mere beton, stål og andre CO2-tunge materialer i byggeriet.
Det er voldsomt naivt at tro, at det globale samfund bliver omstillet til fuldstændig at undlade udledning af CO2 indenfor de næste mange generationer. Derfor er det også udtryk for en nærmest fanatisk idealisme at forvente, at Danmark skal kunne det.
Uanset hvor meget vi gerne vil ændre på samfundets samlede CO2 udledning, så må det nødvendigvis tage den nødvendige tid at gennemføre en så voldsom omstilling. Vi lever i et demokratisk samfund, hvor det ikke er realistisk at forvente, at befolkningens flertal vil finde sig i at få begrænset deres livsvilkår væsentligt over meget kort tid.
Se blot på, hvor let mange danskere tager på denne problematik og stadig rejser verden rundt 'for sjov' - uden tanke for den kolossale CO2 udledning, det medfører. Uanset hvor meget man begrænser belastningen fra sit dagligliv via affaldssortering, begrænsning af madspild og færre nyanskaffelser af enhver slags, kan disse tiltag slet ikke modsvare CO2-forbruget ved brug af fly.
Dovenskab er måske et lidt hårdt udtryk at bruge - manglende omtanke er nok mere retvisende, men resultatet er det samme! Ved besøg hos bekendte så jeg to sorte sække med kasseret legetøj - og tilbød at tage mig af dem. Efter en indgående gennemgang stod jeg med 64 batterier og en del småt elektronik, som uden min indblanding med sikkerhed var endt i 'småt brændbart'. De el-drevne funktioner var ophørt med at fungere for år siden - og i en hurtig oprydningsproces husker man ikke, at dukken, bamsen, grisen eller hvad det nu var rent faktisk havde en funktion ud over at være krammedyr.
Vi kender det nok alle. I en flyttesituation har man travlt, der er meget, som skal gennemgås og meget, som ikke skal med til det nye og måske meget mindre hjem. Der er ikke tid til at sortere eller tænke i væsentlig grad - og derfor bliver mange brugbare ting kasseret. Herunder også en del elektronik - og meget af det med batterier.
Det er godt at blive mindet om, så man kan kun være glad for endnu en kampagne, der skal øge indsamlingen.
Man ønsker mere genanvendt plast - det er til at forstå, men betyder større andel af indsamlet plast så reelt, at mere plast bliver genanvendt.
I vejledningen til sortering af plast er en række emner undtaget fra kravet om udsortering, fordi det reelt ikke kan genanvendes.
Så hvad er det egentlig, at man vil have?
Plast som ikke kan genanvendes behandles objektivt set bedst ved at blive energiudnyttet. Det er sådan set det som sker, når ikke-genanvendelig plast lægges i restaffaldet - det bliver energiudnyttet i affaldsforbrændingsanlæggene, hvilket er den absolut bedste og langt den billigste metode for borgerne.
At placere ikke-genanvendelig plast i plastfraktionen til genanvendelse er en særdeles dyr løsning, da man herved dels får meget større udgifter til indsamling og behandling, men dels også lægger beslag på en alt for stor del af den kapacitet, der er til sortering af plasten.
Så mere plast i indsamlingssystemerne betyder altså mindre energi i fjernvarmesystemerne, dårligere udnyttelse af affaldsforbrændingsanlæggene og unødvendig belastning af plastsortereanlæggene. Fordelen er, at der bliver mere plast at brænde i de industrielle anlæg, som på den måde kan få billig energi til deres produktion, men regningen betales af borgerne.
Det er besværligt at sortere plast - og det er forståeligt, hvis mange opgiver at finde ud af, hvad der skal til genanvendelse og hvad der ikke skal. Resultatet er, at mange vælger enten eller - altså enten alt plast til genanvendelse uanset om det egner sig eller ikke - eller alt plast i restaffaldet til forbrænding.
Undskyld, men er denne diskussion ikke noget perifer i Danmark? Ulovlig aflæsning af affald er i Danmark efter min opfattelse et nærmest ubetydeligt problem - og ikke noget at ofre spalteplads på. Men det kan da være interessant at høre, hvor stort et problem det så kan være i andre lande. Lande hvis affaldstal, som vi gladeligt sammenligner med vores - og derefter bruger statistikkerne baseret på disse til at retfærdiggøre mere eller mindre absurde tiltag til at sikre bedre statistiktal for Danmark.
Hvad skal vi gøre med brændbart affald, som ikke kan genanvendes? Hvis det ikke kan eller må brændes, fordi denne proces udleder CO2, kan det kun gå på deponi, hvor det over tid vil udlede sit kulstof-indhold i form af metan. Er det bedre? Udnyttelse af energiindholdet giver varme og el. Varmen typisk via fjernvarmesystemer, som repræsenterer betydelige investeringer i form af CO2. Hvis varmen i stedet skal leveres via varmepumper, vil der skulle investeres meget store mængder CO2 til flere vindmøller, solceller og hvad der ellers skal til at skaffe den meget store mængde energi, som vi i dag trækker ud af affaldet.
Reelt er det helt uden betydning for klimaet om dette affald kommer fra Danmark eller fra andre lande. Langt den største del at det brændbare husholdningsaffald ender på deponi, hvor energi-indholdet ikke udnyttes, men stadig nedbrydes og skader atmosfæren. Det er derfor udenfor enhver diskussion i enhver henseende POSITIVT at udnytte dette affald som en af de mange energikilder, som er nødvendige for at skaffe den varme og el, som vi har brug for.
Det er ren fantisme at insistere på at nedlægge affaldsforbrændingsanlæg. Disse anlæg repræsenterer ikke kun i sig selv en meget stor investering, men investeringen i de tilhørende fjernvarmeanlæg er formentlig betydeligt større - og hvorfra skal varmekunderne få deres varme, hvis værkerne lukker?
Der mangler noget: Når staten udlægger en del af sine skove som urørt skov, vil det give en stor negativ post i regnskabet. Urørt skov vil over tid reelt ikke optage CO2, mens dyrket skov optager gennemsnitsligt ca. 8 tons pr. ha. årligt. Med ændring af driftsformen for 75.000 ha, vil der altså optages 800.000 ton mindre. Dette tab bør indregnes i den mængde, der skal nedbringes.
Hvis der plantes ny skov for at sikre større CO2 fangst ad den vej, skal det ubetinget være dyrket produktionsskov - ellers er effekten på CO2 regnskabet meget lille.
Og arealet af den nye skov skal først opveje det udlagte areal med urørt skov.
Dertil kommer, at der ikke er medregnet nogen form for CO2 fra anlæg! I vores kommune planlægges 3 meget store omlægninger i de kommende ti år. Disse vil formentlig udlede sammenlagt mindst 150.000 tons CO2 i anlægsfasen. Er niveauet det samme i alle kommuner, vil anlægsCO2 fra kommunale anlægsaktiviteter over de kommende 10 år udgøre 22,5 mio. tons.
Da der er tale om flere boliger, vil effekten også være en større årlig udledning via de næste mange års drift, men hvis man ikke på en eller anden måde medregner CO2 udledningen fra anlægsarbejder / nybyggerier, så går man da helt galt i byen.
Hvis man afskriver CO2 forbruget over aktiviteternes forventede levetid, vil det kunne indgå i de udledninger, som sker via driften, hvilket vil gøre det endnu sværere at nå målene. Hvis man slet ikke indregner anlægsomkostninger, er det vist at snyde sig selv.
Det er en meget idealistisk fremstilling af problematikken med genanvendelse af PET fra drikkevareemballager. For det første forudsættes det, at alle disse flasker i dag indsamles og genanvendes. Er det reelt tilfældet? Hvis ikke de genanvendes i dag, vil det kun være et gode med stigende priser på denne kvalitet, da det vil sikre større genanvendelse.
Legos omstilling til at bruge genbrugsplast er et skridt i den rigtige retning - genbrug erstatter nye materialer.
Der arbejdes mange steder i verden på at udvikle plast af organske materialer som træ, halm og tilsvarende. Hvis eller når det lykkes, vil Lego formentlig kunne anvende disse materialer på linje med genanvendte PET-flasker. Intet er jo statisk og brugen af genanvendt PET er formentlig kun første trin på LEGOs vej mod genanvendelse og senere formentlig mod mindre brug af fossile stoffer.
Ingen succesfuld udvikling starter med at vende alt på hovedet. Vi starter med små skridt og ser om det går - inden vi sætter farten op og eskalerer i den takt, der er mulighed for.
Legoklodser er ikke til engangsbrug - så også de nye klodser skal kunne holde og gå i arv. Det stiller store krav til kvaliteten.
Er der ikke lidt mere, som man glemmer? At lukke forbrændingsanlæg med spildte investeringer til følge er kun en lille del af problematikken, men alle anlæggene er jo hovedleverandører af fjernvarme til mange tusinde aftagere. Hvem skal levere varmen, når et anlæg krakker eller besluttes lukket? Kunderne skal jo have varme og har betalt for tilslutning til fjernvarmesystemet. Hvis der stadig skal leveres fjernvarme, skal der jo etableres en alternativ varmekilde.
I tilfælde af fallit i en selskabsgjort virksomhed, vil der næppe være noget langt varsel fra fuld produktion til INGEN produktion.
Hvem skal sikre varmekunderne i de år, der uvægerligt vil gå inden en alternativ mulighed for varme er etableret - og hvem andre end kunderne er der til at betale?
I mange / de fleste tilfælde ejes fjernvarmerørene af forbrændingsanlægget og bliver derfor også omfattet af konkursen. Forestiller man sig, at der står købere klar til at overtage konkursboet indenfor kort tid?
Og hvem hænger egentlig på restgælden?
Som kunde er man ikke forpligtet til at deltage i selskabets økonomi og kan derfor afmelde sit kundeforhold - uanset eventuelle forpligtelser i en aftale mellem leverandør og aftager, falder disse vel væk i det øjeblik, at man ikke længere modtager den ydelse, som er en forudsætning for aftalen.
Til beslutningstagerne: Gør jer selv den tjeneste at sætte jer ind i den situation, hvor der i et område med dags varsel er 5.000 - 10.000 eller flere boliger, skoler, institutioner, hospitaler mv. uden varme. Hvad vil I gøre? Ansvaret ligger hos de, som har skabt situationen!
I forbindelse med en selskabsgørelse af forbrændingsanlæggene, som jo i vid udstrækning er lånefinansierede via Kommunekredit med lån med meget lav rente, vil det være nødvendigt at revurdere anlæggenes økonomiske stabilitet. En sådan vurdering vil for en række anlæg betyde væsentlige rentestigninger og altså øgede driftsudgifter, hvilket igen vil give forhøjede priser for modtagelse af affaldet - og større udgifter for kunderne, der i sidste ende er fjernvarmebrugerne.
Fjernvarme har i mange år været en stabil og (i de fleste tilfælde) prisbillig opvarmningsform, som mange også har været forpligtet til at anvende. Kan man fastholde den forpligtelse, når anlæggene ikke længere er offentligt ejede?
Kan man i en lokalplan stille krav om tilslutning til et varmesystem, som er privat ejet?
Hvis der kommer en situation, hvor kunderne kan får billigere varme ved selv at etablere varmepumper eller andre opvarmningsformer, vil mange af dem afmelde deres fjernvarmeforsyning. Det gør det endnu dyrere for de, som bliver tilbage.
Der kan meget hurtigt sættes gang i en proces, som ikke efterfølgende kan stoppes.
DI tænker med deres anbefalinger kun på de virksomheder, der kan komme i spil i forhold til at skabe en forretning på området, men ikke på de som mister omsætning, fordi varmekunderne får færre penge at betale med, når det grundlæggende vilkår i form af varme i boligen er betalt.
Økonomien i et selskab er ikke kun afhængig af rationel drift, men af en række forhold, som hver for sig eller samlet kan betyde konkurs - også i de meget store virksomheder. Der ligger en stor styrke i at have kommuner i ejerkredsen - de kan jo ikke gå fallit. Kommunerne kan jo - uanset et 100 % ejerskab - ikke længere garantere for selskaberne, der jo principielt er private og underlagt Aktieselskabsloven.
Vi behøver ikke aggressorer som Rusland for at starte krige og kriser - forslaget om selskabsgørelse af forbrændingsanlæggene vil i løbet af meget kort tid kunne skabe en krise i Danmark, som næsten vil svare til krig.
I artiklen anføres, at tyverier af batterier fra genbrugspladserne begrænser mængden af litium til genanvendelse. Det må være en misforståelse. Når man stjæler batterier er formålet jo at tjene penge på at sælge dem. Når de bliver solgt, har de kun værdi, hvis de indgår i en proces, hvor indholdet bliver genanvendt.
Tyveri af batterier er naturligvis ulovligt og uønsket - og gavner ikke den part, som mister indtægter via lovligt salg, men at tyveriet har negativ effekt på genanvendelsen må vist siges at være en ulogisk konklusion.
Det er jo samme problem, når autoværksteder mister udtjente katalysatorer og i øvrigt i alle tilfælde, hvor der 'forsvinder' effekter med indhold af efterspurgte materialer.
I nogle tilfælde kunne man næsten ønske sig, at der var lidt mere af denne aktivitet: Når man på genbrugspladsen ser ned i en container til deponiaffald, hvor der ligger sanitet med blandingsbatterier og fittings, som man ikke har vilje eller kapacitet til at fjerne inden deponering, så tabes der reelt værdier, der kunne have været genanvendt. Da klunsning er forbudt, kan man altså ikke rigtig gøre noget ved det forhold, at det rent faktisk ikke kan betale sig at bruge personale på at hente disse ressourcer tilbage i kredsløbet.
Sørens kommentar i starten er særdeles fornuftig. Ved stationær brug er vægten underordnet, så hvis prisen er mærkbart lavere og holdbarheden svarer til litium batteriernes, kunne det give et godt boost til mere udbredt anvendelse af batterier. Og dermed til udjævning af netbelastning og begrænsning af nettab, hvilket vil være til gavn for alle.
Det er da spændende og vigtigt, men må vel også få afsmitning på beregning af tagkonstruktionens dimensionering - vi taler jo her om en vægtforøgelse på 5 til 10 kg pr. m2 i forhold til de tidligere forventninger. Måske ikke meget men måske nok til at få betydning for den sikkerhedsmargin, som skal indregnes.
Det er så underligt. Man fokuserer entydigt på enkeltproblemer og vil åbenbart ikke se helheder. Vi har et problem med udledning af CO2, vi har et problem med varmeforsyning og et problem med back-up til elforsyningen, når det ikke blæser om vinteren, hvor solcellernes produktion er meget lav. Dertil kommer et problem med biodiversiteten, som får os til at udlægge store arealer med urørt skov. Det har som konsekvens at skovenes positive optag af CO2 formindskes kraftigt. 100.000 ha. svarer til et årligt tab i optaget CO2 på mindst 800.000 tons. Dertil kommer andre landes massive brug af deponeringsvolumen til organisk affald, som udgør en energikilde, som kan udnyttes uden ekstra klimabelastning. Affaldsforbrændingsanlæg er oplagte steder at opsamle CO2 - stabil drift og store udledninger på få steder. Anlæggene er tillige forsyningsvejene til en lang række fjernvarmesystemer, som man ønsker at udbrede yderligere, men lukker man anlæggene vil investeringen i fjernvarmen jo gå tabt. Hvor skal energien til disse boliger så komme fra?
Hvis en kommune har lagt de opgaver, som man har ansvar for, over i et forsyningsaktieselskab, må det være en klar forudsætning, at der mellem kommunen og selskabet er indgået en kontrakt, hvor det fastlægges hvilket ansvar, der overdraget. Er der ingen kontrakt, er der heller intet juridisk ansvar hos forsyningsaktieselskabet. Det betyder også, at selskabets statsautoriserede revisor har fuld ret til at behandle selskabets regnskab på linje med alle andre aktieselskabers - og altså ikke skal undersøge om kommunens forpligtelser i forhold til Affaldsaktørbekendtgørelsen er overholdt. Altså skal revisionen ikke kontrollere beregning og opkrævning af gebyrer, regnskabspligten for de enkelte ordninger, anvendelsen af en evt. opsparet formue og en række andre forhold.
Sådan kan man som kommune totalt omgå lovgivningens bestemmelser.
Den revisor, som kontrollerer kommunens regnskab har ingen adgang til oplysninger om disse forhold, da de ligger i aktieselskabet.
Hvis man vil klage, kan man kun klage over kommunen - forsyningsaktieselskabet er ikke underlagt hverken Ankestyrelsen eller Folketingets Ombudsmand.
Finn Langgaard